Bro over jernbane skal rives ned: Den er for lav til de nye tog
Et omfattende arbejde med at elektrificere jernbanenettet betyder, at en bro i Skalborg skal rives ned
Opdateret 27. maj 2020 kl. 11:29
AALBORG: I løbet af pinsen vil Banendanmark rive en bro ned på Hjortevej i Skalborg, som går over banelegemet.
Årsagen til nedrivningen er, at Banedanmark er ved at elektrificere banenettet, og i den forbindelse skal der sættes ledninger op, så nye eltog kan køre på skinnerne.
- Broen på Hjortevej er for lav til, at der kan sættes ledninger op, så togene stadig kan køre under, siger Lars Riemann, der er områdechef for Anlæg Vest hos Banedanmark.
Den nuværende bro er en gammel buebro, som både biler og fodgængere har kunnet benytte. Den bliver erstattet af en højereliggende cykel- og gangbro i stål.
- Det er meget få biler, der bruger vejen, så i samarbejde med Aalborg Kommune har vi besluttet, at det er bedst at rive den ned og bygge en cykel- og gangbro i stedet for, siger Lars Riemann.
Banedanmark forventer, at den nye bro kan tages i brug i midten af september. Indtil da må fodgængere og cyklister finde alternative ruter for at krydse jernbanen.
Nedrivningsarbejdet vil stå på hele pinsen, og der vil derfor ikke køre tog på strækningen i perioden.
- Vi har forsøgt at lægge nedrivningsarbejdet på et tidspunkt, hvor det påvirker så få togpassagerer som muligt, siger Lars Riemann.
Flere projekter i gang
Nedrivningen af broen i Skalborg er kun en lille del af et større arbejde med at elektrificerer banenettet. På hele strækningen fra Fredericia til Aalborg skal der sættes ledninger op, så DSB fremover kan køre med de nye eltog.
På strækningen fra Aarhus til Aalborg er der 55 broer, hvor Banedanmark arbejder for at få plads til de nye ledninger.
- Det er et kæmpe arbejde, fordi vi hvert sted enten skal sænke sporene eller bygge nye højereliggende broer. I nogle tilfælde aftaler vi med kommuner og vejmyndigheder, at det er bedst at rive broerne ned, hvis for få benytter dem, siger Lars Riemann.
Ifølge Lars Riemann er formålet med at elektrificere banenettet, at det bliver hurtigere, at tage toget i Danmark. Samtidig er de også mere klimavenlige end dieseltogene, som anvendes i dag.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.