Høj boligblok rives ned - stumper væltede ud på vej
Nedbrydning af højhus endte med spærret vej
Opdateret kl. 20:07
AALBORG: Nedrivningen af en ældre, otte etager høj boligblok på Konvalvej i Aalborg førte tirsdag eftermiddag til, at murstykker bragede ud over en vej.
Dele af muren væltede ud over den lille vej Skovsvinget ved siden af den høje bygning.
Ikke efter planen
- Det var ikke efter planen. Det skulle være foregået mere roligt, siger direktør Lotte Bang fra Vivabolig, der ejer den store bygning.
Et nedbrydningsfirma er ved at rive højhuset ned.
- De river huset ned i bidder, det nærmest klippes ned. Men de valgte at vælte endevæggen, fordi den var usikker, oplyser direktøren.
Vejen afspærret
Derfor blev der spærret af på Skovsvinget i samråd med politiet, og så blev endemuren væltet. Det foregik så voldsomt, at der røg bygningsstumper ud på den lille vej.
Ingen kom noget til.
Når hele højhuset er revet ned, skal der bygges et nyt og mere tidssvarende hus i samme højde. Det er billigere end at renovere det gamle højhus, forklarer Vivabolig.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.