Færdselsuheld

Bus kørte i grøften - og der var lang kø på E45

En bus lå halvt i grøften på Omfartsvejen mod Hals. På E45 var der ekstraordinær lang kø tirsdag morgen

Bussen holder halvt nede i grøften.
Bussen holder halvt nede i grøften. Foto: Henrik Bo

Opdateret kl. 14:07

STAE/HALS: Tirsdag morgen ved 7.30-tiden kørte en stor bus i grøften på Omfartsvejen mod Hals.

Bussen lå i flere timer vinkeltret med bagenden nede i grøften, mens forenden spærrede halvdelen af vejen.

Passagerne begyndte kort tid efter uheldet at gå ud og selv vandre videre, fortæller en forbipasserende til Nordjyske.

Bussen holder halvt nede i grøften. Foto: Henrik Bo

Nordjyllands Politi oplyser, at man omkring klokken 10.00 sendte en patrulje til stedet.

- Der er som sådan ikke sket et trafikuheld, og derfor har vi ikke sendt nogen patrulje derop noget før, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Lau Larsen.

Han fortæller, at det dog gav en del trafikproblemer i området, da den ene vejbane var helt spærret.

- Der var lidt tåget i området, og vejen skulle spærres helt, da bussen skulle trækkes fri, siger han.

Bussen er sandsynligvis kommet til at holde halv nede i grøften, da chaufføren ville vende bussen.

- På den måde er den vippet ned med bagenden og kommet til at hænge på bugen, siger Lau Larsen.

Der var desuden tirsdag morgen umanerlig lang kø i sydgående retning ned mod Limfjordstunnelen. Det hang sammen med, at der midt i myldretiden holdt en havareret bil i venstre vognbane i tunnelen.

Det gav en overgang en forlænget rejsetid igennem tunnelen på 50 minutter. 

Køen var opløst sidst på formiddagen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden