Aalborg

Byggeri går snart for alvor i gang

Mandag er der første spadestik til byggeriet på Budolfi Plads

På mandag er der første spadestik på Budolfi Plads. Foto: Jesper Thomasen
På mandag er der første spadestik på Budolfi Plads. Foto: Jesper Thomasen

Opdateret kl. 12:32

AALBORG: Aalborgenserne har i lang tid kunne følge med i nedbrydningen af Budolfi Plads, men nu begynder det også at gå den anden vej, da NCC har fået byggetilladelse.

På mandag tager borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) og by- og landskabsrådmand Hans Henrik Henriksen (S) det første spadestik til den store omdannelse af den centrale plads, hvor man dog stadig bryder ned.

- Det er vi meget snart færdige med. Kranen er oppe, og man er i gang med at skulle bore pælene ned, så det bliver lidt en overgang, men stille og roligt er byggeriet som sådan gået i gang i og med, at vi er i gang med pælene, siger Kristian Højsleth, der er direktør i Budolfi Plads A/S.

Borede fundamentpæle

For at tage hensyn til bl.a. Budolfi Kirke anvender man borede fundamentpæle, der støbes på stedet. Normalt er den hurtigste metode at banke pælene i, men metoden kan ikke anvendes på Budolfi Plads.

- Det er jo midt i hjertet af byen, vi skal helst have husene til at stå omkring os, siger Kristian Højsleth.

Med borede fundamentpæle tager funderingen også længere tid, ligesom det går et stykke tid, før borgerne kan se byggeriet skyde op.

- Inden man rigtig kan begynde at se noget, så er vi henne i 2018.

Hele pladsen ventes at stå klappet og klar til indflytning og parkering 1. september 2019.

Cafeer og dagligvareforretning

Der er en byggeret på i alt 7200 kvadratmeter, og der etableres et grønt byrum ovenpå et parkeringsanlæg med cirka 140 parkeringspladser. I kanten af den ny plads opføres en række bygninger med butikker, cafeer, restaurant, en Rema1000-butik. Her er der allerede ved at ske noget.

- Vi er i forhandlinger med to til tre stykker, som vi gerne vil have ind. Der er faktisk meget stor interesse. Men der er nogen, som vi gerne vil forsøge om vi ikke kan få til byen. Vi håber, at der er en afklaring på det i løbet af en måned eller to, siger Kristian Højsleth, der ikke vil sætte navne på, så længe man forhandler.

Der etableres også 31 lejligheder på 90-180 kvadratmeter på Budolfi Plads.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden