Cæcilie Norby og Danmarks Underholdningsorkester

Musikkens Hus, lørdag aften

Nu hvor europæiske statsledere febrilsk og på rekordtid skal finde en løsning på at gøre Europa stort igen, for at omskrive et aktuelt amerikansk valgslogan, var det derfor meget passende, at Musikkens Hus lørdag aften lagde koncertsal til en af Europas største kulturelle perioder ”La Belle Epoque” (1870 – 1915).

Her tog kongerigets bedste vokaljazz sangerinde Cæcilie Norby og Danmarks Underholdningsorkester os igennem de musikalske højdepunkter derfra. Fantasifuld og legende jazz-noir af den skuffe der er virkelig fornem.

Norby har selv skrevet de engelske tekster til melodierne, der har fået nye arrangementer af den Grammy-nominerede komponist Peter Jensen. Og flankeret af pianist Nikolaj Hess, bassist og cellist Lars Danielsson,  trommeslager Snorre Kirk og altså underholdningsorkestret, var besætningen i topklasse.

Og med alt hvad der foregår omkring os i den lille store verden, kunne det derfor godt undskyldes at bruge et par timer lørdag aften henslængt i det nostalgiske hjørne, hvor de indre billeder af et døgnåbent dekadent frihedselskende Paris, af de tider der var, fik et vidunderligt musikalsk følgeskab.

Norby befinder sig som en fisk i et iltrigt dansk havvand, når hun får lov til at omfavne atmosfæren og værkerne fra den periode, hvilket hun allerede på sit fremragende ” Arabesque” album, gav os beviser på.

Det er tydeligt, hvordan den periode i musikhistorien og kulturen senere gav inspiration til Jacques Brel, der gav inspiration til Scott Walker, der gav inspiration til Alex Turner og disse år Peter Sommer. For ikke at tale om jazzmusikken.

Vi fik kompositioner fra blandt andre Ravel, Debussy og Satie, og når arrangementerne tillod det, var det svært ikke at få øjnene væk fra Nikolaj Hess, der ubesværet virtuost fik klaveret til på få øjeblikke at indramme, hvad hele den periode stod for i alt sin kreativitet og ubegrænsede opfindsomhed.

Og når han holdt sig tilbage, fik bassist Lars Danielsson også mulighed for at tryllebinde os med sit imponerende håndværk både i de mere afdæmpede værker og de mere dramatiske.

Peter Jensen havde kurateret en aften, hvor underholdningsorkesteret diskret stod i baggrunden og kun tilførte arrangementerne det absolut nødvendige og lod rytmegruppen og især hovedpersonen tage førersædet.

Det gjorde hun i overbevisende grad med en mesterlig vokalpræstation, en levende fri optræden og små fortællinger fra en periode i fransk og europæisk historie, der snart gerne må få en renæssance.