Campingvogn kom i slyng: Rør i Limfjordstunnelen måtte lukkes
Der var ingen personskade i forbindelse med uheldet, som gav trafikale udfordringer
Opdateret 12. maj 2022 kl. 14:19
AALBORG: Tirsdag klokken 18.11 kunne vagtcentralen ved Nordjyllands Politi på overvågningsskærmene konstatere, at trafikken var gået helt i stå i Limfjordstunnelens sydgående rør.
- En campingvogn, som var efterspændt på en bil, kom i slyng og forulykkede, fortæller vagtchef Bent Højgaard fra Nordjyllands Politi.
Der skete ingen personskader, men uheldet påvirkede trafikken, da man efterfølgende måtte lukke for kørsel i det vestlige tunnelrør.
- Det gav lidt trafikale problemer. Trafikken i sydgående retning blev ledt over i det østlige tunnelrør, hvor trafikken kørte i begge retninger, indtil der blev åbnet igen, oplyser vagtchefen.
Campingvognen blev efterfølgende trukket op ad tunnelen, og der blev klokken 18.46 igen åbnet for trafik i det vestlige tunnelrør.