Kultur

Carl, Signe og Det Nordjyske Pigekor sang midsommeren ind på fineste vis

Aalborg Symfoniorkester, Klarup - & Nordjysk Pigekor og Signe Svendsen leverede en smuk sankthans indflyvning i Musikkens Hus.

Foto: Esben Suurballe

*****
Den traditionstro sankthans koncert i Musikkens Hus var i år lagt i hænderne på den fynske sangskriver og sanger Signe Svendsen akkompagneret sædvanen tro af Aalborg Symfoniorkester og Klarup og Nordjysk Pigekor.

Først gav Symfoniorkesteret under dirigent Daniel Reith hypnotiske vingefang os musik af Carl Nielsen, inden Klarup og Nordjysk Pigekor leverede en forbandet smuk version af ”Du er som sådan en rose”, at man i et kort øjeblik var foranlediget tro, at det hele foregik på en stor græsmark her i pollensæsonen, så meget næsen lige pludselig snøftede.

Så kom aftenens fynske solist ind ledsaget af hendes faste wingman signaturguitarist og producer Lars Skjærbæk.
Signe Svendsen gør sig i den klassiske dansksprogede organiske sangskrivergenre. Hvor små skæbnefortællinger, enten fra eget familiære bagland eller observerede, får sat ord og melodiøse kompositioner til.

Svendsen har efterhånden fire album i eget navn, hvoraf ”Hvem vil ikke elskes igen” fra 2022 er et karremæssigt højdepunkt.
En indspilningsproces og et live-set-up vil altid have sine budgetmæssige begrænsninger, især når man udgiver i eget navn.

Det har engang imellem efterladt et ønske om at høre Svendsens sange med lidt flere instrumentale farver og kræfter.

Signe Svendsen greb derfor i den grad ud efter nøglerne til luksusbilerne, og i skøn harmoni med Aalborg Symfoniorkester og Klarup og Nordjysk Pigekor var især førnævnte titelnummer og ”Strejfer” mageløse.

Selv ellers stoiske Skjærbæk der aften forinden, sammen med Peter Sommer, havde varmet op til selveste Neil Young, så både beundrende og smilede op på pigekoret og ud på publikum. Bare rolig Lars. Vi nød det lige så meget.

Fire fremragende sange fik vi i alt i et nyt symfonisk gavepapir. Det var både alt for lidt og lige præcist, inden Carl Nielsen og Symfoniorkesteret gav os endnu stykke, hvorefter pigekoret, som det sig hør og bør, eskorterede os ud på havnefronten til den mere formelle del af midsommeraftenen.

Skulle det evigt voksende økonomiske råderum engang tillade at give os en helligdag tilbage, må det gerne være sankthansaften, og Signe Svendsen, Lars Skjærbæk, Aalborg Symfoniorkester og Klarup og Nordjysk Pigekor må gerne levere soundtracket.

Signe Svendsen kan vist godt den dag. Det kan vi andre også.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden