Christian var øjenvidne: Var masseslagsmål i virkeligheden et planlagt overfald?

Hjemturen fra besøg hos sin bror gik langtfra, som Christian Sørensen havde forventet

Christian Sørensens Audi blev påkørt frontalt af en ældre Hyundai Sonata fra 2004. Foto: Jan Pedersen

Christian Sørensens Audi blev påkørt frontalt af en ældre Hyundai Sonata fra 2004. Foto: Jan Pedersen

AALBORG:Da Christian Sørensen sidst på aftenen fredag satte sig ud i sin Audi efter et besøg hos sin bror og satte kursen mod sit hjem i Hasseris, havde han ikke regnet med al den dramatik, som fulgte.

I Amagergade nær Østre Anlæg blev han involveret i - og ufrivilligt øjenvidne til - det masseslagsmål, som involverede to grupper unge, og som efterfølgende gav Nordjyllands Politi en travl nat med mange anholdte og flere sigtelser for vold og overtrædelse af våbenlovgivningen.

Dramaet startede pludselig i Amagergade, fortæller Christian Sørensen.

- Der holder en bil foran. Så hopper der nogen ud af den, og jeg kan ikke komme forbi. Så kører jeg venstre om den og slår et lidt større sving. Så kommer der en bil imod mig i høj fart, som rammer mig. Han bakker tilbage, kører ind i mig igen, bakker tilbage og kører ind i mig igen. Så ser jeg pludselig ca. 15-20 mennesker løbe rundt og råbe og gå hen imod den bil, der har påkørt mig, og begynder at angribe dem, fortæller en stadig stærkt chokeret Christian Sørensen.

Han fortæller, at tre-fire personer forlod den bil, der holdt ham tilbage før påkørslen. Da det skete, anslår han, at yderligere 15 personer kom løbende til.

- Fra alle hjørner, husker Christian Sørensen.

Han fortæller, at angriberne havde "noget metal" i hænderne.

Betjente fra Nordjyllands Politi gennemsøgte ved midnatstid fredag området ved Amagergade , hvor sammenstødet fandt sted. Ifølge øjenvidnet Christian Sørensen virkede det som om, en større gruppe havde planlagt at angribe en mindre gruppe i den bil, som påkørte hans flere gange - sikkert i forsøget på at slippe væk. Foto: Jan Pedersen

Betjente fra Nordjyllands Politi gennemsøgte ved midnatstid fredag området ved Amagergade , hvor sammenstødet fandt sted. Ifølge øjenvidnet Christian Sørensen virkede det som om, en større gruppe havde planlagt at angribe en mindre gruppe i den bil, som påkørte hans flere gange - sikkert i forsøget på at slippe væk. Foto: Jan Pedersen

- Noget til at smadre ruderne i bilen med. De smadrede alle ruderne i bilen, kunne jeg se bagefter, fortæller Christian Sørensen, som endnu et halvt døgn efter ikke har rystet den chokerende oplevelse, som var overstået på få minutter, af sig.

- Jeg skyndte mig ud af min bil for at komme væk derfra. Jeg skulle ikke involveres i noget, fortæller Christian Sørensen, som ved den voldsomme påkørsel slog sig hoved ind i rattet på sin bil og efterfølgende hårdt ind i nakkestøtten.

Siden har han døjet med en kraftig hovedpine. Han har været i kontakt med en vagtlæge, som har noteret det og bedt ham gå til egen læge, hvis hovedpinen ikke forsvinder.

På Christian Sørensen virkede opgøret i Amagergade ikke tilfældigt. Nærmere som om en større gruppe havde planlagt at angribe en mindre gruppe i den bil, som påkørte hans flere gange - sikkert i forsøget på at slippe væk.

- Jeg gætter på, det var aftalt, når der pludselig kommer så mange mennesker, siger han.

Da Nordjyllands Politi kom til og der efterhånden faldt ro over kvarteret, måtte Christian Sørensen se Falck afhente sin Audi.

- Den er totalskadet. Hele fronten er smadret, vurderer han med et suk efter en oplevelse, som mange timer senere stadig efterlader ham i chok.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.