Corona-koks sender 28 hospitalsansatte hjem
Overførsel af coronapatient fra Aalborg til Hjørring udløste efterfølgende alarm på to intensivafdelinger
Opdateret kl. 19:29
HJØRRING: 28 medarbejdere - sygeplejersker, læger og portører - på Regionshospital Nordjylland i Hjørring og Aalborg Universitetshospital er blevet sendt hjem af sygehusledelsen, efter at de har været i kontakt med en covid-19 patient uden at være iført værnemidler.
Der er tale om 20 medarbejdere i Hjørring og otte i Aalborg. Begge steder er det medarbejdere med tilknytning til intensivafdelingerne.
Det bekræfter Region Nordjyllands direktør Henrik Larsen overfor NORDJYSKE.
Han oplyser, at personalet på de to hospitaler blev hjemsendt tidligere mandag ud fra et forsigtighedsprincip, da de alle har haft kontakt med den pågældende patient. Patienten var blevet overflyttet fra Aalborg Universitetshospital til Regionshospital Nordjylland, Hjørring efter et længere forløb på intensiv.
Testet negativ to gange
Den overflyttede patient var testet negativ to gange med flere dages mellemrum. Vurderingen ved overflytningen var, at patienten ikke længere var smittefarlig, og derfor var der ikke behov for at isolere patienten. Af samme årsag var personalet ikke iført værnemidler i omgangen med patienten.
Efter ankomsten til Hjørring forværredes patientens tilstand sig med mistanke om en lungeinfektion, og patienten blev derfor podet. Denne test viste sig at være positiv.
Det kan ikke afvises, at positivtesten skyldes dødt virus fra tidligere coronainfektion, men ud fra et forsigtighedsprincip er personalet hjemsendt indtil, der foreligger en negativ test, oplyser Henrik Larsen.
Ifølge ham kan der gå op til tre dage, før der foreligger svar på, om der er tale om dødt virus. Samtlige 28 hjemsendte medarbejdere på de to hospitaler skal nu alle testes for covid-19. Det kan de hver især tidligst blive fire dage efter at have været i kontakt med patienten.
Sygeplejeråd er rystet
Jytte Wester, kredsformand for Dansk Sygeplejeråd i Nordjylland, er rystet over nyheden. Den nordjyske afdeling af sygeplejerådet blev mandag morgen kontaktet af en medarbejder på hospitalet i Hjørring
- Det er jo forfærdeligt, hvis nogen er blevet smittet ved at gå på arbejde, siger hun til NORDJYSKE.
Sygehusdirektøren beklager situationen.
- Det er rigtigt kedeligt, men både patientens og de ansattes sikkerhed kommer frem for alt, så derfor har vi bedt medarbejderne blive hjemme, indtil de kan blive testet for, om de er blevet syge eller ej.
- Synes du, det er et forsigtighedsprincip, at man overfører en patient, som har været syg med covid-19, men godt nok er testet negativ to gange, og indlægger vedkommende, uden at de hospitalsmedarbejdere, som omgår patienten, er iklædt værnemidler?
- Der har været en situation, hvor der har været rigtigt travlt i det nordjyske sundhedsvæsen. Vores kolleger har været fuldstændigt overbevist om, at den her patient var fri af sin coronasygdom, men dog svært syg alligevel. Vi stod i en situation, hvor de to hospitaler skulle hjælpe hinanden, fordi der var meget at lave, og der var tryk på. To patienter skulle flyttes, for at vi kunne få alting til at fungere. På den måde har vi ageret, som vi plejer i en travl hverdag, hvor vi skal hjælpe hinanden. At det så viser sig, at en patient efter lang tid sygdom - inklusive at der er taget flere negative tests - alligevel udviser en positiv test, er selvfølgelig kedeligt, siger Henrik Larsen.
Kan ikke løbe nogle risici
Sygehusdirektøren håber, at undersøgelser på Statens Serum Institut vil vise, at der har været tale om, at patienten har udskilt dødt virus.
- Det er det, vi håber på, men ud fra et forsigtighedsprincip kan vi ikke løbe nogle risici, siger sygehusdirektøren.
- Hvad giver hjemsendelsen af så mange ansatte af udfordringer i de kommende dage i en i forvejen udfordrende tid?
- Det er en afdeling, som normalt skal tage sig af de sværest syge. Når der er pres på her, er det klart, at den gradvise tilbagevenden til normale tilstande på vores operationsprogram, som vi ellers var tæt på, det er skudt nogle dage tilbage. Det her er et konkret tilbageslag, som kan komme i i forbindelse med en normaliseringsproces, siger Henrik Larsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.