Coronaramt gymnasium fastholder studierejser
Endnu ingen positive covid-19 tests hos elever i hjemsendt klasse og en håndfuld undervisere
Opdateret 27. august 2020 kl. 12:25
Opdateret kl. 17.30 med rettelser af antal elever, der efter planen skal på studietur i det kommende efterår.
AALBORG: Selv om tallene for coronasmittede vokser både i Danmark og i udlandet, og selv om Aalborg Handelsskole i Turøgade i fredags sendte 19 elever og fem undervisere hjem i isolation, fordi de har været sammen med en elev i klassen, som i sidste uge blev testet positiv for covid-19, har skolen indtil videre ingen planer om at aflyse de studierejser, som dele af skolens ca. 1000 elever efter planen skal ud på i de kommende måneder.
Det siger skolens direktør Rikke Christoffersen.
- Det er klart, det giver os anledning til mange overvejelser. Men af princip siger vi, at det ikke er os, der er klogest på, hvor man kan rejse hen i verden. Det er Udenrigsministeriet, og vi følger deres rejsevejledning, siger Rikke Christoffersen.
Det er ca. 300 elever, der har haft planer om studieture indenfor de næste måneder.
- Af dem er halvdelen allerede aflyst, og med resten ser vi altså tiden an, oplyser Rikke Christoffersen.
Den 3.g-klasse, som blev sendt hjem i fredags, har ifølge skoledirektøren planlagt en studierejse til USA i det nye år. Meget tyder på at den tur også bliver aflyst, som situationen er i øjeblikket.
- Vi sørger altid for at købe billetter, så eleverne får pengene igen, hvis det bliver aflyst. Vi aflyser ikke på forhånd, for så får de ikke pengene igen. Vi følger situationen tæt, og nogle klasser kommer afsted, og nogle gør sikkert ikke - afhængig af, hvor de har planlagt at skulle hen, konstaterer Rikke Christoffersen.
Hun er helt tryg ved at læne sig op ad Udenrigsministeriets rejsevejledning.
- De ved, hvad de har med at gøre. Og så skal vi selvfølgelig sørge for at klæde klasserne rigtigt godt på, så de er bevidste om ansigtsmasker, afstand, håndsprit og så videre, når og hvis de kommer afsted, så vi er sikre på, det sker forsvarligt, siger Rikke Christoffersen.
De 19 hjemsendte elever i 3.g-klassen fra handelsskolen i Turøgade har siden hjemsendelsen i fredags modtaget fjernundervisning. Både elever og lærere blev testet første gang søndag, som var fire dage efter, at den smittede elev blev testet positiv.
Det sker i tæt samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed.
Indtil videre er ingen af eleverne eller lærerne blevet konstateret covid 19-positive, og i udgangspunktet må de, der er blevet testet negative på fjerdedagen, forlade deres deres selvisolation.
Aalborg Handelsskole har imidlertid i samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed besluttet at foretage yderligere en test tirsdag.
- Vi er et sted, hvor vi er rigtigt mange mennesker sammen, og selv om vi forsøger at holde afstand, og selv om vi spritter, så siger vi - for at være på den helt sikre side - at de skal teste negativt på begge test, før de får lov at møde op igen, siger Rikke Christoffersen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.