D-A-D er som en sprinteretape i Tour De France, man trygt kan sove sig igennem
Veteranerne fra D-A-D leverede et forudsigeligt nostalgitrip, der nok fik luftguitaren frem i Løkken, men var lige så sindsoprivende som en sprinteretape i Tour De France.
***
Man ved, hvad man får med D-A-D. Som endnu en omgang genudsendelse af Matador. Og man kan argumentere for, at det tidligere kopunkband har den samme position i den danske musikbranche, som Korsbæk-historien har i det danske tv-landskab. Intet overraskende.
Beroligende i alt sin forudsigelige stilstand.
Forsanger Jesper Binzer skal trække stavelserne ud, når han byder velkommen, introducerer sangene eller på anden vis adresserer publikum. Hvilket var overraskende lidt denne lørdag aften.
Bassist Stig Pedersen skal spille på sin to-stingede specialdesignede bas, Laust Sonnes trommesæt skal dreje rundt, og guitarist Copper skal i løbet af koncerten have en eller anden forunderlig hovedbeklædning på.
Alt dette fik vi til Løkken Koncert. Og vel grunden til, at D-A-D hver sommer er at finde på festival - og koncertpladserne landet rundt. For sammen med sætlisten, der trækker store veksler på de (kulturbærende) albums, der har mere end 30 år på skridttælleren, så sejler D-A-D stadigvæk rundt i det danske øhav med fadølsrock -laget hejst stort og stolt. Det er i sig selv respektfremkaldende.
Men hvor Jesper Binzer f.eks., da D-A-D gæstede Aalborg Hallen i 1991, med kindben, vi kunne skære os på, kunne synge nuancerne, i det dog ikke synderligt nuancerede musikalske univers, har tidens tand slidt meget på stemmen. Ikke overraskende.
Men det medfører også, at han nu mere eller mindre råber sig gennem hele sætlisten, og hvert nummer havde lørdag aften en irriterende tendens til at blive trukket instrumentalt i langdrag. Givetvis fordi vokalen skulle have et hvil.
Og når vokalen har ramt sine begrænsninger, så er tempoet nødt til at blive sat i vejret, da hastighed ikke tillader megen vokalvariation og sårbarhed. Og tempo fik vi. Så meget, at både band og publikum til tider fik åndenød.
Det betød en skæren i øregangen undervejs og et både dovent og jabbende sammenspil mellem de fire veteraner. Der havde beskedent interaktion med hinanden i de 90 minutter, vi fik.
Så det blev en stor omgang grødet sovs - og kartoffellyd, der med det opskruede tempo hurtigt strangulerede ”Bad Craziness”, ”Grow Or Pay” og især ”Sleeping My Day Away”.
”Grow or Pay” har i sin oprindelse en snert af klædelig blåtonet melankoli over sig. Men her fik vi bare tankversionen, der kørte igennem den, som var det en husmur. Æv.
Well, det udtryk fik godt nok djævletegnene og fadøllene frem hos husarerne på pladsen, sådan set helt generelt, men koncerten blev hurtigt blev efterladt igen, over ved pissoiret, få minutter efter sidste dommerfløjt.
D-A-D er en musikalsk kulturinstitution. Men måske en lige lovligt støvet og nostalgisk en af slagsen. Men i en moderne verden, hvor hastighed er ved at tage livet af os alle sammen, kan hvilepulsen findes i det forudsigelige og trygge.
Og forudsigeligt og trygt var det i hvert fald. Som en sprinteretape i Tour De France, man trygt kan sove sig igennem. Hvis bare støjen ikke er for overdøvende. Og den var den ofte lørdag aften i Løkken.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.
