Klumme

Dén nat vi mødte endnu et ulykkeligt menneske - i dyb krise og fisket op af fjorden

Der sker unægtelig en forråelse, når man arbejder så tæt på mennesker, der lever i kaos og ofte har en høj grad af selvdestruktivitet forbundet med deres livsførelse, skriver Jonas Jakobsen fra Kirkens Korshær

- Når først vi begynder at acceptere den måde, vores samfund er indrettet på og som dagligt udstøder og nedgør flere og flere mennesker i en sårbar position, så er vi godt på vej mod forråelsens endemål, fastslår klummeskribenten. Arkivfoto: Bjarke Ørsted/Ritzau Scanpix

- Når først vi begynder at acceptere den måde, vores samfund er indrettet på og som dagligt udstøder og nedgør flere og flere mennesker i en sårbar position, så er vi godt på vej mod forråelsens endemål, fastslår klummeskribenten. Arkivfoto: Bjarke Ørsted/Ritzau Scanpix

Jonas Jakobsen er regional chef for Kirkens Korshær i Nord- og Midt/Vestjylland med base i Aalborg. Han har været ansat i Kirkens Korshær i forskellige funktioner siden 2007 - og skriver klummer for NORDJYSKE

Den nat kom politiet forbi med endnu et ulykkeligt menneske, der var havnet i dyb krise. Fisket op af fjorden, uden andre ejendele end det gennemblødte tøj og en telefon der, modsat kvinden selv, ikke overlevede turen i det kolde vand.

Politiet er altid velkomne hos Kirkens Korshær, både når vi ringer efter hjælp, og når de har brug for vores hjælp til at genskabe værdigheden for et menneske, der har bevæget sig udover det, de fleste af os ville kalde den yderste kant.

I bogstaveligste forstand udgjorde kanten den nat et stykke massiv beton, der afgrænser Aalborgs havnefront fra Limfjordens mørke vand. Den kant var ikke til at tage fejl af.

Måske var kvindens forcering den nat sket på egen hånd i håbet om at komme væk fra det kaos og den smerte, hun var fyldt op med. Måske var det endnu et resultat af livet på gaden med ubetalt narkogæld og de konsekvenser, der unægteligt følger med. Måske noget helt tredje. Hvem ved? Og hvorfor har vi brug for at vide det?

Kanten var forceret og ulykken der indtraf, havde formentlig været under opbygning gennem længere tid. Nu var hændelsen fortid, og det akutte behov for tryghed her og nu lader sig ikke diktere af passerede forseelser eller uhensigtsmæssige valg truffet i fortvivlelse.

Når ankomststedet efter så voldsom en oplevelse endte med at blive Natvarmestuen, så har der formentlig ikke været andre alternativer. Det var ikke første gang og helt sikkert heller ikke sidste gang, at et kaotisk liv blev bragt over dørtærsklen til varmestuen medbringende en fortælling, de fleste ville tro var løgn og ikke muligt for at menneske at gennemgå med livet i behold.

Der sker unægtelig en forråelse, når man arbejder så tæt på mennesker, der lever i kaos og ofte har en høj grad af selvdestruktivitet forbundet med deres livsførelse.

På varmestuen accepterer vi ikke vold, trusler og aggressiv adfærd, men vi ved det forekommer.

Vi accepterer ikke handel med stoffer, medicin eller udveksling af kontanter, men vi ved det forekommer.

Vi accepterer ikke indtag af alkohol eller stoffer på vores matrikel, men vi ved godt, det forekommer.

Det forekommer, fordi alt det er en del af livet på gaden med hjemløshed, misbrug og psykiske lidelser.

Vi lader ikke stå til, vi forsøger at stå fast på trods og altid ved siden af i nærhed til den nødlidende, så vores hensigter er tydelige. Yderligere udstødelse bidrager til øget konfliktniveau og begrænser vores muligheder for at give den omsorg, som er vores absolut primære opgave som Kirkens Korshær.

Vores grænser for hvad der er alment gældende og hvad der er abnorm adfærd flyttes skridt for skridt for hver gang vi står ansigt til ansigt med et menneske i forfald. Forråelsen er et evigt opmærksomhedspunkt, fordi den har en tendens til at utydeliggøre og svække vores evne til at sætte os i det andet menneskes sted. Den dybfølte empati, som er så afgørende for at se, høre og anerkende, bliver udfordret, og i sin yderste form vil forråelsen resultere i en paradoksal ligegyldighed. Dertil må vi aldrig komme.

Politiske prioriteringer og beslutninger kan på samme vis have en tendens til at fjerne sit fokus fra individets unikke position som et menneske med rettigheder, værdighed og gyldighed uanset om det vedrører fordømmelsen at det hjemløse menneske, hetzen mod den arbejdsløse, ignorering af plejehjemsbeboerens behov eller en absurd fastholdelse af ønsket om at splitte familier og hjemsende mennesker til krigshærgede lande, så spiller forråelsen altid en central rolle.

Hvis vi ignorerer forråelsen, så giver vi den næring til at vokse, men forråelsen er ikke et udtryk for ondskab eller kynisme.

Vi har i vores egenskab af at være mennesker ikke ondskaben som en iboende abstrakt kraft. En af de gamle tænkere fra senantikken, filosoffen Augustin, anså lidelsen og ondskaben som en konsekvens af menneskets selvoptagethed og placerer dermed ondskaben som et menneskeligt tilvalg og således også med en mulighed for at vælge det fra.

Det giver håb om, at det også den dag i dag er muligt at bremse dens vækst. Forråelsen udspringer af afmagt, tvivl og ikke mindst af sårbarheden ved at synliggøre denne afmagt og tvivl i en svær situation.

Hvis vi sætter ord på afmagten og vælger at udfordrer den, så giver det på forunderlig vis plads til den empati, vi har brug for i både det nære relationsarbejde med udsatte mennesker og i særdeleshed også i beslutninger for vores samfund, hvor politiske prioriteringer gerne skulle medvirke til størst muligt fravær af konflikter, nedgørelse og foragt for menneskeliv.

Lader vi forråelsen slå rod, giver vi samtidig alt for god plads til ligegyldigheden.

Det kan have fatale konsekvenser, når det bliver alment accepteret at lade det udsatte menneske gå til grunde i sin egen elendighed, eller når vi tillader umenneskelig behandling af familier, der lever med krigens traumer, eller når ældre medborgere, der har brug for pleje, i stedet anses som en byrde.

Når først vi begynder at acceptere den måde, vores samfund er indrettet på og som dagligt udstøder og nedgør flere og flere mennesker i en sårbar position, så er vi godt på vej mod forråelsens endemål.

Den nat, da politiet kom forbi, kunne i virkeligheden have været en hvilken som helst nat.

Det menneske, de bragte ind på Natvarmestuen, kunne i virkeligheden have været et hvilket som helst menneske. Det var det ikke.

Det var netop dén kvinde, der dén nat havde brug for en ubetinget omsorg og hjælp til at komme til hægterne igen. Hvis vi skal søge efter baggrunden for fortidens valg og hændelser, så bør det være med udgangspunkt i et oprigtigt ønske om at ville forstå, for derved fortrænger vi forråelsens næring, så den får dårlige betingelser for vækst.

Uanset om forråelsen kommer til udtryk i mødet ansigt til ansigt eller i politiske prioriteringer, så har den aldrig bidraget til at gøre vores verden til et bedre sted.

Forståelsen har derimod en sjælden evne til at fjerne afmagten og bidrage positivt og livsbekræftende til både det menneske, der søger den, og til det menneske, den søges hos.

Foto: Henrik Louis

Foto: Henrik Louis

Jonas Jakobsen er regional chef for Nord- og Midt/Vestjylland med base i Aalborg. Han har været ansat i Kirkens Korshær i forskellige funktioner siden 2007 - og skriver klummer for NORDJYSKE

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.