Da revolutionen næsten kom til Aalborg
Drømmefabrikken
Aalborg Teater
Bussen summer af nostalgi. Vi er på en tidsrejse, tilbage til Aalborg i 70’erne. Dengang byen var præget af industri, et tydeligt klassesamfund, opdelt i dem i kedeldragterne og dem i habitterne.
De, der blev fyret og blev syge af asbest og cementstøv, og de, der sad på den anden side af bordet og traf beslutninger, med vidtrækkende konsekvenser for almindelige menneskers liv.
Værftet lukkede, Eternitten lukkede, Tobakken, Syren og Spritten lukkede, og det var slut med den blå flodbølge, der hver dag strømmede ud fra værftet, når fabriksfløjten lød.
Men Aalborg har rejst sig igen, som den altid har gjort. Og bøjer sig som altid for pengenes magt, men har også en understrøm af drømme og vilje. De skal ikke få os ned med nakken. Vi snubler måske, men lander på benene! Gør det på vores egen måde.
Drømmefabrikken er en fabelagtig måde at fortælle historie på. Et kalejdoskopisk sammensurium af journalistik, vidner til historiens gang, skuespil, musik, video, fakta og fiktion. Publikum i bussen medvirker under blidt pres fra de to skuespillere, der binder historierne sammen og leder vejen gennem byen.
Vi synger med på Jomfru Ane Band og John Mogensens "Der er noget galt i Danmark". Den sang siger ligesom det hele!
Vi kører fra kajkanten ved værftet og Eternitten i øst til Sygehus Syd, hvor bussen måske meget symbolsk gør holdt ved psykiatrisk afdeling – men her stopper historien, inden vi når til Spritten, Tobakken, Syren, Rørdal, Norden og Portland.
Skulle vi hele vejen rundt, kunne det næppe klares på 100 minutter. Men man kan jo selv tænke videre.
Forestillingens røde tråd, de aktivistiske og idealistiske medlemmer af Kommunistisk Forbund, og titlen, "Drømmefabrikken", lover mere, end det lykkes forestillingen at forløse. Til gengæld er der masser af stof til eftertanke. Hvad er der sket med de drømme, der flød så frit i 70’erne, har vi glemt at drømme om et bedre og mere demokratisk samfund for alle? Er de store drømme druknet i debatter om kønsidentitet og store bededage?
Er det hele nu bare nostalgi?
De politiske monologer er det svageste punkt i forestillingen. Parolerne fra dengang er ikke det, der fastholder opmærksomheden. Styrken er dialogerne med og imellem de to blå mænd, Henning Olesen og Leif Balle Müller, der repræsenterer kammeraterne i Kommunistisk Forbund og kollegerne på værftet og eternitten.
Det gør de med stor autencitet og troværdighed.
Naturligvis er det en kæmpestor mundfuld af fortælle om industribyen Aalborg i 70’erne, det fundament, som det nye Aalborg er vokset op af som studieby med nye jobs og nye udfordringer.
Og hvad med 3. Limfjordsforbindelse, bliver der spurgt flere gange i bussen – men den debat må vente til en anden gang, selvom der kan trækkes en tråd fra eternitten og værftet til frygten for asbestdepoter lige der, hvor en ny forbindelse skal få Nordjylland til at hænge bedre sammen på tværs af fjorden.
Når det hele røres sammen, får vi en ret fuld af drømme og håb, men også med en trist bismag. For hvad blev der af revolutionen og det nye samfund? Kapitalen har vistnok stadig magten, og pengene styrer vistnok stadig i Aalborg.
Historien om Drømmefabrikken bygger på research og interviews med flere end 100 af de mennesker, der var med dengang, og ud over forestillingen på Aalborg Teater bliver projektet også til en gratis, mobil udstilling på Nordjyske Museer og en bog af Lars Mandal og Reimer Bo Christensen.
Som teater er forestillingen til fire stjerner, men autenciteten, oplevelsen, frigørelsen fra teaterrummets begrænsninger og med byens rum som den store scene, fortjener Drømmefabrikken også den femte stjerne.
Efter idé af Lars Mandal og Reimer Bo Christensen med tekster af Hans Henriksen, Leif Balle Müller, Henning Olesen, Marcus Gad Johansen, Thomas Kristian Bek, Winnie Arnum Handberg og Jens Christian Lauenstein Led
Iscenesættelse: Hans Henriksen
Aalborg Teater, bustur
Indtil 10. juni
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.