Danmarks yngste betjent skal få farten ned

Otte-årige Victor trækker i uniformen for at få sænket farten på skole- og villaveje i Aalborg Kommune

Otte-årige Victor Bilde Bach hjælper færdselsbetjent Kent Glinvad med at få bilisterne til at sænke farten. Foto: Aalborg Kommune

Otte-årige Victor Bilde Bach hjælper færdselsbetjent Kent Glinvad med at få bilisterne til at sænke farten. Foto: Aalborg Kommune

AALBORG:Det bliver med Danmarks yngste betjent i front, at Aalborg Kommune og Nordjyllands Politi fra i dag sætter fokus på farten på kommunens skole- og villaveje.

- Hold da fast. Så kan man slet ikke længere se, at du kun er 10 år, lyder det fra færdselsbetjent Kent Glinvad, da hans nye assistent, Victor Bilde Bach, har fået uniformen på.

- Jeg er ikke 10 år. Jeg er otte, lyder svaret fra Victor, som går i 3. klasse på Kærbyskolen.

Som en del af kampagnen har Victor været betjent for en dag. Det er der kommet en politiserie i fire dele ud af. Her kan man følge ham, når han lærer om politiarbejde, fart og selvfølgelig også bliver indført i citronmåne-spisningens ædle kunst.

Kampagnen "Sæt farten ned" udspringer af, at Aalborg Kommune modtager flere og flere henvendelser fra borgere, der oplever, at trafikanterne kører for stærkt i villakvarterer og på skoleveje.

Børnene i front

Denne gang er det ikke de voksne, men børnene, der beder bilisterne om at sætte farten ned.

- De voksne skal have at vide, at de skal tænke over farten på vejene. De fleste voksne ved godt, at det er farligt at køre for stærkt. Og de fleste voksne kører også efter hastighedsgrænsen. Men hvad de fleste voksne ikke ved er, hvordan børnene oplever det, når bilerne suser forbi. Biler og fart skaber nemlig utryghed, lyder det i en pressemeddelelse fra Aalborg Kommune.

Bilisterne bliver fra i dag mødt af plakater på skolevejene i Aalborg Kommune.

Bilisterne bliver fra i dag mødt af plakater på skolevejene i Aalborg Kommune.

Hos Nordjyllands Politi håber vicepolitiinspektør Søren Pejtersen, at børnene kan få bilisterne til at lette på speederfoden.

- Mange bliver utrygge, når der bliver kørt for stærkt i deres eget lokalområde, og det er bestemt ikke uden grund, fordi høj fart er afgørende faktor i mange ulykker, siger vicepolitiinspektør Søren Pejtersen fra Nordjyllands Politi.

- Det er derfor vigtigt, at vi konstant har fokus på at sænke farten på vejene - og jeg tror, at vi kan ramme voksne og dermed også forældre mere, når det er vores lokale skolebørn, der gør dem opmærksomme på problematikken omkring fart på vejene.

Udover videoerne med politi-Victor på de sociale medier vil bilisterne blive mødt af store plakater langs vejene omkring skolerne i Aalborg Kommune. Alle citater på plakater er børnenes egne udsagn, som er blevet til ved en workshop om fart i juli 2021.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden