Militær

Se billederne: F-16 fly skyder med skarpt over Nordsøen

- De er på vagt for Danmark, fastslår Flyvevåbnet

De seneste to dage har danske F-16 piloter trænet skarpe situationer over Nordsøen.
De seneste to dage har danske F-16 piloter trænet skarpe situationer over Nordsøen. Foto: Air Transport Wing

Opdateret kl. 16:44

NORDJYLLAND: Mens enkelte lande i den vestlige verden er begyndt at donere kampfly til Ukraine til brug i krigen mod Rusland, er de danske F-16 jagere stadig kun på vingerne for Danmark.

Mandag og tirsdag har seks danske kampfly fra Fighter Wing Skrydstrup været i aktion over Nordsøen, hvor de har haft selskab af en velvoksen Hercules fra Aalborg.

I et område ca. 130 kilometer ud for den danske vestkyst sydvest for Hanstholm har flyene gennemført en øvelse, hvor der er blevet skudt med skarpe missiler.

Det fortæller presseofficer Morten Valentin Jensen fra Air Transport Wing i Aalborg.

Han understreger, at øvelsen ikke er aktualiseret af krigen i Ukraine.

- I Danmark har vi det, vi kalder et afvisningsberedskab, som består af to F-16 fly, som til enhver tid kan gå på vingerne og fortælle andre, at "det her er dansk luftrum, og her har I ikke noget at gøre". De er en form for luftens politi. For at de kan udføre deres opgave, så træner vi med en vis frekvens. Så vi har altid haft et skarpt beredskab. Uagtet at den sikkerhedspolitiske situation har ændret sig, så er de fly på vagt for Danmark, og det er de i både op- og nedgangstider, oplyser Morten Valentin Jensen.

Et besætningsmedlem på Hercules-flyet fra Aalborg kaster den såkaldte flair ud under tirsdagens øvelse, og efterfølgende blev ildkuglen i faldskærm så skudt ned med et missil fra et af de seks F-16 fly i øvelsen. Foto: Air Transport Wing

Danmark råder over 44 operative F-16, som siden 1980 har været en del af det danske Flyvevåben. Det amerikanske kampfly er ved at blive erstattet af det amerikanske F-35.

Under tirsdagens øvelser er der blevet fløjet tre pas med deltagelse af to F-16 jagere og det ene Hercules-fly i hvert pas. Det foregik over et område på 30 x 60 km, hvor der under øvelsen har været spærret for skibstrafik.

- Vores piloter skal træne deres færdigheder, og derfor skal de også prøve at affyre et missil efter et mål, siger Morten Valentin Jensen.

Øvelsen foregår på den måde, at F-16 flyene og det store Hercules-fly flyver direkte mod hinanden - dog i forskellige højder. Hercules-flyet flyver i den højeste position, og herfra bliver der kastet en såkaldt flair - eller ildkugle - ud. 

- Den hænger i en faldskærm og brænder. Det symboliserer et fjendtligt fly. Når de fly passerer hinanden, må F-16 piloterne armere deres missil og skyde, forklarer presseofficeren.

Tirsdag er der gennemført en øvelse hos Air Transport Wing, hvor der bl.a. blev affyret missiler. Foto: Air Transport Wing

De missiler, som er blevet affyret under øvelsen, er amerikanske AIM-9 Sidewinder, som er et kortdistance luft-til-luft missil, som kom i tjeneste med den amerikanske flåde i 1956 og efterfølgende indlemmet i det amerikanske luftvåben i 1964.

Prisen på et enkelt af de varmesøgende missiler er 400.000 dollar per styk.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden