I disse dage er det to år siden, at jeg gennemlevede mit livs værste mareridt. I disse dage kredser mine tanker igen om dette mareridt, som aldrig har forladt mig. Derfor vil jeg gerne dele det, for jeg ønsker ikke, at andre pårørende skal opleve det samme i deres kæres sidste tid:

Klokken var 3 om natten, og jeg lå ved siden af min terminalt syge far. Han havde haft kræft i to et halvt år, og nu havde sygdommen og smerterne efterladt ham afkræftet, forpint og hjælpeløs i sengen.

Min far, som plejede at cykle 50 km for hyggens skyld en lørdag formiddag, som elskede at rejse og opleve verden med sin familie, og som aldrig nogensinde havde klaget over smerter. Han havde ligget i utålelige smerter i over et døgn. Min søster og jeg havde været nødt til at hjælpe ham, når han skulle vende sig, eller op at sidde. Jeg havde endda været nødt til at hjælpe ham på toilettet.

Alt sammen noget, han for alt i verden havde ønsket at skåne os for. Alt sammen noget, min søster og jeg aldrig glemmer. Alt sammen noget, vi ikke kunne få hjælp til at forhindre. For krisen opstod i en weekend - udenfor "almindelig kontortid", som velkomsthilsnen på hjemmesygeplejens telefon udtrykte det.

Min far var tilknyttet det palliative team, så jeg havde brugt en time på at google nummeret på deres akuttelefon, for sådan én havde de da! Jeg var overbevist om, at der ville være hjælp at hente til terminalt syge mennesker - også i weekenden.

Men jeg blev klogere: der var kun hjemmesygeplejens akuttelefon.

Derfor lå jeg dér og talte timer mellem opkald til hjemmesygeplejen, som med tre timers mellemrum skulle komme og give min far flydende morfin. Men kun hvis jeg ringede efter dem, for "morfin er medicin, der gives efter behov" - og på trods af, at min far tydeligvis var døende og stærkt forpint, kunne hjemmesygeplejersken ikke indgå en aftale om at komme fast og give ham smertestillende, men "du kan jo bare ringe efter mig."

Jo tak, det kunne jeg da, så for gang nummer, jeg ved ikke hvad, ringede jeg op, lyttede igen til den lange velkomsthilsen, der gør det tydeligt, at de kun modtager akutte opkald udenfor "almindelig kontortid", før jeg kunne komme igennem til den samme sygeplejerske, som for gang nummer, jeg ved ikke hvad, kunne sende én ud for at give min far næste dosis.

Jeg ved ikke hvordan, men min far, søster og jeg overlevede alle weekenden, og da den almindelige kontortid startede, fik min far - min klippe og det bedste menneske i min verden - en plads på hospice, hvor han døde fredeligt og omgivet af sin familie, lidt over et døgn senere.

Hans lidelser sluttede endelig, og selvom jeg var i dyb sorg over at have mistet ham, var jeg mest af alt lettet. Og rasende. Lettet over, at han ikke skulle lide mere, og rasende over, hvor meget han havde lidt.

Jeg forstod ikke, at der ikke var mere hjælp at hente. Jeg forstod ikke, at en hjemmesygeplejerske ikke måtte tage særlige hensyn til terminalt syge mennesker. Jeg forstod ikke, hvorfor det skulle være min dengang 21-årige lillesøsters og mit ansvar, at vores far fik den hjælp, han havde brug for.

På papiret var vi begge voksne, men vi var også vores fars børn - og sådan ville jeg gerne have været behandlet. Også selvom det var weekend!

Det har taget mig i nærheden af to år at komme til et sted, hvor minderne om min fars sidste weekend hjemme træder i baggrunden, og jeg i stedet husker min far, som han var, før sygdommen og smerterne vred det sidste liv ud ad hans krop.

Den dag i dag forstår jeg stadig ikke, at der ikke er bedre hjælp at hente i weekenden, når man er terminalt syg i eget hjem.

Det burde vi kunne gøre bedre.