De er kun to, men: Aalborg-værksted kåret som landets bedste
Ordholdenhed og god service er tomands-firmaet Autospecialistens opskrift på flot kåring
AALBORG: Ikke så langt fra Aalborgs centrum - på Hjulmagervej - ligger Autospecialisten Aalborg. Det lille værksted med indehaver Jan Storgaard og en lærling er af Autobutlers brugere valgt til Danmarks bedste med en samlet bedømmelse på 4,9 af 5 mulige.
På et helt år er der næsten kun givet topbedømmelser til mekanikerne, og mange bilejere skriver, at værkstedet har gjort en ekstra indsats for at levere en god oplevelse.
- Autospecialisten har konstant forbedret deres service. De svarer kunderne hurtigt og detaljeret og giver tilbud, hvor man ned til mindste detalje kan se, hvad der laves. Samtidig har de fokus på kvalitet og efteruddannelse og har bestået alle kontroller og stikprøver hos FDM, siger adm. direktør hos autobutler, Christian Legêne.
Specialist i BMW
Jan Storgaard har haft sit værksted i omkring fem år. Han har tidligere arbejdet på et Hella-værksted, så det var naturligt for ham at vælge den kæde som partner.
- Jeg har desuden været mekaniker på et BMW mærkeværksted, så BMW er et af mine specialer, siger han. Autospecialisten Aalborg samarbejder i den forbindelse med BMW-specialisten Koed.
Jan Storgaard fortæller, at han desuden har været på Peugeot- og Volvo/Renault-værksteder, før han kastede sig ud som selvstændig.
Den digitale værkstedsportal Autobutler har samlet kundernes bedømmelser af de værksteder, der benytter Autobutler. Undersøgelsen er baseret på over 30.000 bedømmelser fra perioden 1. januar - 31. december 2018.
Der er tæt løb i toppen, hvor Autoplus med sine 150 frie værksteder kniber sig op på en førsteplads skarpt forfulgt af Hella Service Partner og Mekonomen på de næste pladser.
Landets allerbedste værksted, Hella Service Partner-værkstedet Autospecialisten på Hjulmagervejvej i Aalborg, får en samlet bedømmelse på 4,936 point ud af 5 mulige.
Næstbedst i Nordjylland blev Bilcenter Vendsyssel (AutoPartner), Mineralvej, Aalborg, med 4,769 point og nr. tre blev Skovvejs Auto (AutoPartner), Thistedvej, Nørresundby med 4,687 point.
Titlen som Danmarks bedste værksted gør den 43-årige indehaver stolt og giver grobund for masser af optimisme:
- Det er et dejligt klap på skulderen, og jeg håber selvfølgelig, at titlen kan give yderligere travlhed på værkstedet og vil give mig anledning til at ansætte nogle flere mekanikere, lyder det fra Jan Storgaard, der om det flotte kårings-resultat siger:
- Der er nu ikke så megen hokus pokus over det. Jeg holder, hvad jeg lover og sørger for altid at aftale med kunden, hvad der skal laves.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.