De er samfundets mest udsatte og udstødte - alligevel svigter vi dem fortsat

DANMARK:- Mine forældres liv er ødelagt. Min største frygt er, at han tager livet af mine forældre.

I går stod Astrid Larsen modigt frem i Nordjyske og fortalte den ulykkelige historie, der er hendes families skæbne. For hendes lillebror er psykisk syg, han er misbruger, og han er farlig i en grad, så hun har planlagt sit bryllup, efter hvornår lillebroren sandsynligvis vil være i fængsel.

Hendes forældre forsøger stadig at hjælpe deres 34-årige søn - selv om det reelt er med livet som indsats.

Men andre er der ikke til opgaven, hele det mægtige velfærdsapparat synes at have givet op på Astrids lillebror.

Eneste hjælp fra den side er sådan set at sætte lillebroren i fængsel med jævne mellemrum. Endnu er han kun dømt for vold.

Desværre er fortællingen ikke enestående.

Der er omkring 40.000 danskere med dobbelt-diagnose. De har en psykisk sygdom, og de har et misbrug af alkohol og/eller stoffer. Tæt på halvdelen af alle, der får diagnosen skizofren, har et misbrug. 40 procent af mennesker, der har en personlighedsforstyrrelse, har et misbrug.

De er den absolutte underklasse i vores samfund. De er udsatte, udstødte og aldeles utilpassede.

En del af dem ender som hjemløse, andre sover på herberg, en del sidder i fængsel. Nogle er meget synlige i gadebilledet, andre gemmer sig i skam i egen lejlighed. For nogen kom den psykiske lidelse af misbruget, for mange andre er stofferne ren medicin.

De fleste er ikke farlige for andre end sig selv, men nogle af dem er, og det er selvfølgelig især dem, vi hører om.

Ofte bliver tragiske episoder efterfulgt af en kortvarig debat, hvor alle er enige om, at der må gøres noget.

Ofte ender det ud i endnu en undersøgelse, der blot fastslår det, vi godt ved: Psykisk syge misbrugere falder mellem systemets kasser, de falder til bunds, og sådan har det været i lang tid.

Psykiatrien under regionerne kan ikke behandle misbrugere så længe, de er i misbrug. Det kommunale misbrugsbehandlingssystem har sjældent kompetencer og ressourcer til så vanskelige forløb.

Det er et svigt, og at vi har vidst det så længe uden at gøre andet end sige, at der skal gøres noget, er et skandaløst svigt.

For en af velfærdssamfundets kerneopgaver er at hjælpe dem, der ikke kan selv. Også selv om det er en en flok mennesker, der ikke er de store stemmer eller politisk prestige i at hjælpe.

Selvfølgelig kan samfundet ikke sikre alle gode liv. Nogen vil altid synke til bunds, og ikke alle kan helbredes.

Men vi kan godt gøre det bedre. Som minimum kunne vi starte med at gøre et helhjertet forsøg, der i det mindste viser, at det er noget og nogle, vi bekymrer os om.

Misbrugsbehandling abon

Astrids bror er syg og farlig: - Jeg frygter, han tager livet af mine forældre

---