De kæmpede for alt, hvad vi har kært
Teater med fødderne solidt plantet i den lokale historie
Opdateret kl. 11:38
TEATER
Kæmp for alt hvad du har kært
Der foregår noget i baglokalet i byens boghandel. På Grand Hotel på hovedgaden er krigens dilemmaer nærværende og personlige, og ude i byens gader løber børn og unge rundt og driller tyskerne. Hemmeligheder, fordomme, fordømmelser, håb og frygt trives mellem bakkerne ved fjorden.
Meget kan man sige om Hobro - men flad er byen ikke.
Jernbanen udsættes for et dødbringende angreb, radioen sender hilsener fra London til Lone og Helle, og ude i skoven signaleres der med røde og hvide lygter, så de britiske fly kan kaste deres vigtige last ned til de lokale modstandsfolk
Himmerlands Teater tager os med tilbage til 1944/45, og med udgangspunkt i faktiske skæbner og begivenheder får vi en rundvisning i hvad det er, krig gør ved mennesker.
Ud over, selvfølgelig, at sprede ødelæggelse og død.
Vi ser, hvordan mistro trives mellem tidligere venner, som man nu mener står på den forkerte side, hvordan kærlighed og forræderi finder sine rødder, og at alle kæmper for det, netop de har kært.
Det er blodig alvor, og slemme ting kan ske. 25.000 dræbte civile i de allieredes bombardement af Dresden i februar 1945 var med til at afslutte krigen, men får også meget direkte betydning for mennesker i Hobro.
Det Røde Pakhus danner en fantastisk ramme om det historiske drama, og som altid i Hobro er scenografien opfindsom og en levende del af forestillingen, der låner troværdighed af pakhusets rå rammer.
Det er lidt tungt, især før pausen, hvor temaerne ridses op, men dramaer og dilemmaer spidser til efter pausen og giver mere snert og bid. Det er underholdende mange steder, men også med direkte rørende øjeblikke, hvor publikum gribes om hjertet - også selvom man ikke har den lokale baggrund med.
Den kan man for øvrigt tilegne sig ved, i forbindelse med forestillingen, at deltage i en byvandring til de steder, hvor historierne udspillede sig under besættelsen, og hvor stykkets hovedpersoner færdedes i virkeligheden.
De mange frivillige, der medvirker på scenen, er også med til at give fortællingerne et autentisk præg, mens de professionelle skuespillere og instruktørens faste hånd sikrer kontinuitet og præcision og også tilfører små strejf af humor, selvom der ellers ikke er meget at grine af.
Bortset fra det lokale afsæt er der imidlertid ikke meget nyt at hente. Historierne ligner dem, vi allerede kender fra dokumentarer, film, bøger og tv, eller fra vores egne familiers fortællinger.
- Caspar Juel Berg: Kæmp for alt hvad du har kært
- Himmerlands Teater i Det Røde Pakhus, Hobro
- Medvirkende: Caspar Juel Berg, Erik Viinberg, Kirstine Hedrup, Ronny Sterlø, Susanne Sangill, Marie Louise Forup Nielsen og lokale frivillige
- Instruktion: Susanne Sangill
- Scenografi: Nick Pedersen
- Idé og research: Emma Kørnøv Bonde, Nick Pedersen og Susanne Sangill
- Lys, lyd: Ise Klysner Kjems, Ronny Sterlø
- Spiller i Det Røde Pakhus i Hobro indtil 2. juni
Men ikke mindst i disse år, hvor håbet om fred efter afslutningen af den kolde krig og murens fald gøres til skamme mange steder i verden, ikke mindst i Ukraine og Mellemøsten, er budskaberne vigtige og gyldige.
Vi har åbenbart intet lært af historien, ja faktisk virker det, som om mange fuldstændig har glemt den. Glemt, hvad de kæmpede for, alle de unge mænd og kvinder, der gav deres liv for os.
De kæmpede for alt, hvad vi har kært.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.