Afgifter

Demonstranter på traktorer: Det må ikke stoppe her - vi skal videre

50 traktorer og et par hundrede demonstranter samledes mandag ved Gigantium

Ingen var i tvivl om, at demonstranterne er utilfredse med landets lovgivere.
Ingen var i tvivl om, at demonstranterne er utilfredse med landets lovgivere. Foto: Lars Pauli

Opdateret 14. januar 2025 kl. 08:52

Der kom næppe helt så mange deltagere, som arrangørerne havde håbet, men der blev alligevel udtrykt stor tilfredshed fra netop arrangørernes side med fremmødet, da omkring 50 store traktorer fra landbrug over det meste af Nordjylland - nogle helt fra Sindal i nord og Hobro i syd - samledes til demonstration ved Gigantium  i Aalborg.

Traktorerne blev fulgt af omkring et par hundrede landmænd - og sympatisører af alskens slags.

Foto: Lars Pauli

Demonstrationen var en protest mod bl.a. CO2-afgift, dieselafgift, brugen af det kemiske stof Bovaer med det formål at nedbringe malkekøers CO2-udledning samt en udpræget utilfredshed med den grønne trepartsaftale.

De mange landmænd på deres traktorer samledes dels ved Kvickly i Bouet, dels på Brøndborerens  Allé i Svenstrup. Herfra kørte traktorerne med slogans som "no farmers, no food, no future" mandag eftermiddag i procession fra hver sin retning ind gennem byen til Gigantium. 

Det er disse krav, demonstranterne har til lovgiverne. Ellers fortsætter de aktionerne. Privatfoto

Specielt kolonnen nordfra blev ramt af myldretidstrafikken, og arrangementet ved Gigantium måtte udsættes i over en halv time, før der kom talere på den improviserede talerstol på ladet af en lastvogn.

Der var en lignende protestaktioner i Holstebro.

Forud for demonstrationen i Nordjylland, der udover landmænd også havde deltagelse af fiskere og enkelte vognmænd, havde Thorbjørn Thomsen, landmand fra Sindal med en stor malkekvægsbesætning, forklaret, hvorfor han støttede op om protestdemonstrationen.

Landmænd, fiskere og vognmænd i demonstration mandag eftermiddag. Foto: Lars Pauli

- Det er helt vanvittigt, at vi med vores cirka 1,5 millioner malkekøer i Danmark skal tilsætte et sådant stof, mens verdens største mælkeproducent, Indien, ikke gør det med deres millioner af køer. Det er kun for at få statsministerens miljøtal til at passe, sagde han. 

Thorbjørn Thomsen, der har opfordret både landmænd og forbrugere til at deltage i demonstrationen, udtrykte dermed sin frustration over, hvad han ser som et utåleligt pres på landbruget.

Hans kone, Britta Thomsen, var også den første taler på scenen ved Gigantium:

Britta Thomsen, gift med en landmand fra Sindal, talte til demonstranterne. Foto: Lars Pauli

- Jeg hedder Britta Thomsen, jeg er mor til seks børn og har også flere børnebørn. Jeg har i mange, mange år været gift med en landmand, som siden 1987 har været passioneret omkring sit arbejde og produceret gode, sunde og rene fødevarer til danskerne. Det har han gjort med ære og stor stolthed, sagde hun blandt andet.

- Nu går han på arbejde med frygt i hjertet, fordi han er blevet tvunget til at give sine køer det kemiske stof Bovaer, for at hans køer skal belaste klimaet mindre. Men jeg nægter at fodre mine børnebørn med mælk fra de køer, der har fået Bovaer. Vi kender ikke langtidsvirkningen af stoffet. Vi ved ikke noget om, hvad det betyder for mænds fertilitet. Men der er jo nok en grund til, at han skal bruge handsker og maske, når han arbejder med stoffet, sagde hun.

Hun understregede, at hendes frustrationer ikke skyldtes mejerigiganten Arla, men derimod de politikere, der har besluttet, at køerne skal have Bovaer.

- Ejendomsretten er, så vidt jeg ved, ukrænkelig, men nu sidder der alligevel andre og bestemmer, hvad min mand skal fodre sine køer med. Nu må det være nok, sluttede hun sin tale under stor jubel fra de fremmødte.

Også en lokal fisker, en lokal vognmand og flere andre indtog scenen, hvorfra deltagerne kunne høre et væld af taler om, hvordan landbruget, fiskeriet og vognmændene er blevet til syndebukke for klimakrisen.

De mange traktorer var i perioder synlige i trafikken omkring Aalborg med deres mange gule blink, og ved slutningen af demonstrationen blev traktorførerne også opfordret til at tage omveje hjem.

Trafikken gled nogenlunde, selv om de mange traktorer kørte gennem det centrale Aalborg midt i myldretiden. Foto: Lars Pauli

- Kør forbi Kvickly og Svenstrup, så vi er synlige, og folk kan se, at vi står sammen, lød det fra en af talerne. Og mange af traktorførerne fulgte opfordringen.

Politiet var hele tiden til stede - både under turene fra samlingsstedet og under selve demonstrationen, og der blev ikke meldt om nogen konflikter, selvom det var tydeligt, at der var stor utilfredshed blandt deltagerne. 

En betjent på motorcykel og en patruljebil fra Nordjyllands Politi fulgte demonstrationen gennem Aalborg, Foto: Lars Pauli

- Det må ikke stoppe her - vi skal videre, sagde Thorbjørn Thomsen med et fast blik mod fremtiden. 

Han erklærede sig overfor Nordjyske tilfreds med fremmødet.

- Arrangørerne har kun arbejdet med det her i en uge, så havde der været bedre tid, var der kommet flere protesterende, mente han.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden