Aalborg

Den hemmelige cocktailfest er startet - du skal bare finde derhen

Ny cocktailbar åbner nu i Aalborg - og de tager cocktails til nyt niveau

Gedulgt åbner sin cocktailbar i Aalborg - og de slår sig på kreative drinks i alle former og farver.
Gedulgt åbner sin cocktailbar i Aalborg - og de slår sig på kreative drinks i alle former og farver. Foto: Martin Damgård

Opdateret 15. april 2023 kl. 09:31

AALBORG: Fra gaden er ruderne blokerede, og intet skilt afslører den hemmelige lokation på Aalborgs nye cocktailbar.

Faktisk gør Gedulgt alt det modsatte af, hvad der står i bøgerne om markedsføring. Men deres hemmelige koncept har alligevel spredt sig - ligesom det lynhurtigt gjorde i Aarhus. 

- Da vi åbnede i Aarhus, kaldte folk os 'den dårligst bevarede hemmelighed', griner Bastian Leander, der kommer til at drive Gedulgt i Aalborg.

Der er masser af atmosfære og sjæl tilbage i de gamle lokaler fra 1600-tallet. Foto: Martin Damgård

Denne weekend går det løs for første gang i Aalborg: Gedulgt skal servere overdådige cocktails i deres nyrenoverede lokaler på Maren Turis Gade. Og hemmeligheden er vist også ved at sive blandt aalborgenserne. For der er allerede mange bookinger i systemet, fortæller Bastian Leander.

Atmosfæren bliver skabt af dunkel belysning, karakteristiske grå marmorborde og gamle bjælker i loftet.

- Jeg havde brug for at lede efter mit Gedulgt i Aalborg. Og jeg fandt det her gamle og skæve hus. Det gav mig et sug i maven, siger Bastian Leander.

Der er ligeså meget til smagsløgene som til øjnene. Foto: Martin Damgård

'Ingen adgang for uvedkommende'

Personalet render rundt i baren for at dække op til aftenens gæster og gøre de sidste forberedelser. 

- Vi mangler kun lige et skilt på døren, siger han.

Her mener han ikke et skilt, hvor 'Gedulgt' bliver præsenteret fra gaden som andre caféer og barer. Nej, han mener skiltet, der understreger hele konceptet: 'Ingen adgang for uvedkommende'.

- Det er meningen, man skal gå ind og få et lille sug i maven og blive lidt i tvivl om, om det er det rigtige sted - eller om man er på vej ind i nogens hus her. 

Med eller uden et reserveret bord er alle velkomne til at kigge ind, understreger han.

- For i bund og grund er alle 'vedkommende', og derfor er det en lille gimmick, forklarer Bastian Leander med et smil.

Atmosfæren i Aalborgs nye cocktailbare bærer præg og det gamle hus og dæmpet belysning. Foto: Martin Damgård

Cocktails på næste niveau

Han er gået i gang med at kreere en signaturdrink. Og man kan vist roligt sige, at den ikke 'får for lidt'. For candyflossmaskinen bliver startet, og snart flyver små guldglimmerstykker gennem luften.

Cotton Candy Champagne Cocktail er en nyfortolkning af en champagne-cocktail. Foto: Martin Damgård

- Det her er en variation af en klassisk champagne-cocktail. Den er lavet på hyldeblomstlikør, toppet med champagne, candyfloss-sky på toppen og hyldeblomststøv med guldglimmer, siger Bastian Leander, mens han præsenterer den overdådige drink.

Navnet er Cotton Candy Champagne Cocktail, og er et meget godt bud på kreativiteten, du kan forvente, når du besøger Aalborgs nye cocktailbar.

Selvom de helst ikke vil findes, så kan vi alligevel afsløre, at adressen er Maren Turis Gade 10, og du kan booke bord gennem deres egen hjemmeside.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden