- Der var 10 meter høje flammer og voldsom, sort røg
Beboere i lejlighedskompleks måtte evakueres ved ildebrand
- Der var 10 meter høje flammer, og voldsom, sort røg, da vi ankom.
Sådan lød det tidligt onsdag fra indsatsleder Jakob Schmidt fra Nordjyllands Beredskab efter en travl aften og nat.
Godt et kvarter før midnat tirsdag blev beredskabet kaldt til Thistedvej i Nørresundby.
Meldingen gik på brand i et skur 10 meter fra en etageejendom. Det var dog nærmere en stor, indhegnet gård med en kombination af varegård til Lidl samt kølehus og cykelskur. Så det var et ret stort kompleks, fortæller Jakob Schmidt.
Han fik hurtigt tilkaldt endnu flere brandfolk, så der var 12 mand i aktion. Ilden var opstået i noget plast:
- Det var pressede plastflasker, og det er stort set ren olie, så det røg meget, fortæller indsatslederen.
På grund af røgen måtte beboere i den nærliggende etageejendom evakueres.
- Der var kraftig røg op på svalegangene, og en rude revnede i den lejlighed, der lå tættest på. Så der skulle lige styr på folk, men de kom nu relativt hurtigt hjem igen, fortæller Jakob Schmidt.
En enkelt beboer blev tjekket for røgforgiftning på stedet men havde ikke brug for yderligere behandling.
Brandfolkenes opgave var noget besværlig:
- Der var vanskelige adgangsveje, hvor vi måtte brække låste døre op og skære rækværk ned. Branden var under kontrol efter en time, men så gik der op til halvanden time med at få adgang forskellige steder, oplyser indsatslederen.
Der skulle tjekkes for eventuelle brandlommer forskellige steder. Brandfolkene var også inde i Lidl - med hjælp fra en vægter, der havde en nøgle - og butikken skal ventileres.
Brandårsagen er endnu ukendt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.