Togdrift

Derfor må du med bus: Ingen tog fra Aalborg og sydpå

Banedanmark har brug for en længere, sammenhængende periode for at udføre sporarbejde

Det skal nok blive godt - men i tre uger kører der ingen tog, mens der arbejdes på strækningen.
Det skal nok blive godt - men i tre uger kører der ingen tog, mens der arbejdes på strækningen. Foto: Henrik Bo

Du skal nok komme sydpå. Men hvis du havde planlagt, at det skal ske med tog fra Aalborg, så bliver det ikke helt som planlagt i denne tre ugers periode:

Fra om aftenen fredag 26. juli og frem og med torsdag 15. august kører der ingen tog mellem Aalborg og Aarhus H. Derfor skal du køre med bus på første del af rejsen: DSB erstatter InterCity- og InterCityLyn-togene med togbusser.

Det er tre af årets store ferieuger, men sagen er den, at Banedanmark har brug for at opgradere sporene på denne strækning.

Men hvorfor udføre arbejdet om sommeren?

- Banedanmark har brug for en lang periode, hvor de har mulighed for at arbejde i begge spor mellem Aarhus H og Aalborg. Dem har vi aftalt, at de placerer omkring uge 31 til 33, som er nogle af årets store ferieuger. Her holder mange af vores pendlere sommerferie, og det betyder, at vi samlet set har færre kunder i togene, siger kommunikationschef i DSB Niels-Otto Fisker.

Opgraderingen af strækningen skulle gerne på lidt længere sigt betyde, at togene kan køre med bedre punktlighed, højere hastighed og på klimavenlig el.

Du kan tjekke rejseplanen.dk for at se, om ændringerne har betydning for din rejse. DSB vil sørge for, at togbusserne kører, så der er forbindelse mellem InterCity- og InterCityLyn-togene i begge ender af strækningen.

- Og så har vi sørget for infoguider og skilte, der viser vej, så vores kunder er trygge ved skiftet mellem tog og bus, lover Niels-Otto Fisker.

Der er dog en væsentlig ændring, hvis du havde planlagt at tage din cykel med dig. Det er ikke muligt i busserne.

- I togbusserne er der begrænset plads til bagage, og vi er nødsaget til at prioritere plads til kunder med barnevogne og kørestole, siger Niels-Otto Fisker.

Når togene er tilbage på sporet, bogstaveligt talt, fra fredag 16. august, kører de efter en ændret plan. Det skyldes, at Banedanmark fortsat vil arbejde i det ene spor, altså stadig mellem Aalborg og Aarhus H. Denne del af arbejdet vil stå på frem til søndag 6. oktober.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden