Aalborg Pirates

Derfor måtte tusinder evakueres fra Gigantium

Formentlig "drengestreger", lyder vurdering fra beredskab om røg før ishockeykamp

Trods evakueringen var stemning god foran Gigantium fredag aften, fortæller beredskabet.
Trods evakueringen var stemning god foran Gigantium fredag aften, fortæller beredskabet. Foto: Claus Søndberg

Opdateret kl. 14:33

AALBORG: Det var formentlig "drengestreger", der førte til evakueringen af over 3000 ishockey-tilskuere i Gigantium i Aalborg fredag aften. Det oplyser beredskabet.

Fyrværkeri var blevet kastet indendørs ved en garderobe på 1. sal i Gigantium, og røgen fik det automatiske brandalarmeringsanlæg til at starte.

Nordjyllands Beredskab blev dermed automatisk tilkaldt, og de mange tusinde tilskuere, som var klar til ishockeykampen mellem Aalborg Pirates og Rungsted Seier Capital, måtte forlade Gigantium midlertidigt. Det samme måtte alle spillerne.

- Vi blev alarmeret kl. 19.19, og vi forlod stedet igen kl. 20, fortæller indsatsleder Søren Korsgaard fra Nordjyllands Beredskab.

Røgdykkerne fik hurtigt konstateret, at der ikke var brand efter fyrværkeriet, kun mindre sodskader på et gulv. Men røgen havde dog bredt sig i et gangområde.

De ca. 3.400 tilskuere, der måtte forlade Gigantium midlertidigt, tog episoden roligt.

- Der var en god stemning, også udenfor, siger Søren Korsgaard.

Han ved ikke, hvem der smed fyrværkeriet, inden ishockeykampen startede. 

- Hvad var formålet? Jeg har svært ved at se det som andet end drengestreger, siger indsatslederen.

Han konstaterer, at evakuering foregik helt efter bogen og uden panik.

Ishockeykampen skulle være startet kl. 20, men blev udsat i omkring tre kvarter på grund af episoden.

En kamp, som Aalborg Pirates vandt sikkert med 5-1 over Rungsted Seier Capital.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden