Dyr

Undsluppet lemur har det egentlig fint - men én ting frygter chef-dyrepasseren

Her er status på situationen med den undvegne lemur


Opdateret kl. 10:29

Det er muligvis hunnerne i anlægget, der har ansvaret for, at en lemur siden lørdag har været på springtur fra Aalborg Zoo.  

- Det er dem, der bestemmer i anlægget - og hunnerne har nok jaget for meget rundt med ham, forklarer chefdyrepasser Louise Møller Boye, Aalborg Zoo.

Mandag morgen fortæller hun, at lemuren faktisk aktuelt er lokaliseret i et af zooens yderområder.

25 meter

- Men det skifter hele tiden, hvor han er - en lemur kan springe op til 25 meter, så det kan gå hurtigt, lyder det.

Lemuren har ikke rigtig en naturlig fjende, så det er ikke sådan, at alarmklokkerne bimler og bamler.

- Han er ikke i nød og hopper frisk og frejdigt rundt - der er blade og æbler på træerne flere steder i kvarteret, og så koldt er det heller ikke endnu, forklarer chef-dyrepasseren.

Det er dog ikke ensbetydende med, at man ikke gerne vil have lemuren tilbage snarest.

- Det er vores avlshan, der er væk. Men nu er det jo efterårsferie, og vi kan godt blive nervøse for, at han kunne blive lukket inde i et skur eller et legehus, hvis folk skal afsted på ferie. Derfor vil vi også gerne have ham hurtigt tilbage, lyder det fra Louise Møller Boye.

Arkivfoto.

Men hvordan kunne han slippe væk fra det nye Madagaskar-anlæg, der blev taget i brug i sommeren 2023?

- Det er faktisk helt uopklaret endnu. Det er bygget til, at lemurerne kan springe 25 meter, så vi ved ikke helt, hvordan det er sket, siger chefdyrepasseren i zoo.

Rumpet-svingende

I forsøget på at fange den lille krabat, så bruges der både abefoder - arten er en halvabe - samt net, hvis det skulle være nødvendigt.

Lemuren er lidt af en publikums-favorit i zoo - og populariteten har sikkert været hjulpet godt på vej af animations-filmen Madagascars rumpetsvingende Kong Julien.

- Det er et af vores hitdyr, det vi kalder et "nåååhh-dyr", som folk synes er nuttet. Det er også derfor, at folk skal passe lidt på, siger Louise Møller Boye, som i et facebook-opslag har advaret om, at man ikke nærmer sig den, selv om den ikke er farlig som sådan.

Den kan nemlig godt føle sig lidt presset i øjeblikket.

Tidligere har både en sort panter, chimpanser ad flere omgange samt påfugle været på flugt fra haven.

- Vi sætter vores lid til, at vores naboer kontakter os, hvis den opholder sig i længere tid i et træ eller på taget af et legehus. Vi håber meget at få fat i den i dag (mandag, red.), hvor vi også er flere på arbejde end i weekenden,  Louise Møller Boye.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden