Det er en af landets største virksomheder - men flere ting i arbejdsstyrken møder kritik

Hele 15.000 ansatte men flere politikere peger bekymret på, at der skal rettes op flere steder

Rådmand for job- og velfærdsforvaltningen Nuuradiin S. Hussein (S) ærgrer sig specielt over, at kommunen stadig ikke lever op til måltal for en gruppe ansatte. <i>Arkivfoto: Lars Pauli</i>

Rådmand for job- og velfærdsforvaltningen Nuuradiin S. Hussein (S) ærgrer sig specielt over, at kommunen stadig ikke lever op til måltal for en gruppe ansatte. Arkivfoto: Lars Pauli

AALBORG:Med over 15.000 fuldtidsansatte er Aalborg Kommune en af landets største arbejdspladser, og derfor bliver der også holdt godt øje med, hvordan udviklingen indenfor alder, køn, etnicitet, tilbagetrækningsalder og meget andet går. 

Af samme årsag udarbejdes der en personaleredegørelse med data om den store arbejdsstyrke, og der var særligt to ting, der gav bekymringer i byrådet, da politikerne mandag så på redegørelsen. Rådmand for job- og velfærdsforvaltningen Nuuradiin S. Hussein (S) ærgrede sig over, at kommunen ikke lever op til det måltal, som byrådet har sat i forhold til, at andelen af medarbejdere med ikke-vestlig baggrund skal svare til samme andel som Aalborg Kommunes samlede arbejdsstyrke. Måltallet for 2021 er på 6,3 procent, men andelen af ansatte med ikke-vestlig baggrund på forvaltningerne endte i 2021 på 5,4 procent ifølge opgørelsen.

- En udfordring

- Vi har desværre stadig en udfordring. Vi er ikke i mål, men et stykke vej fra målet. Vi har brug for, at vi er aktive og holder fokus i forhold til at sikre, at vi får en mangfoldig arbejdsplads, sagde Nuuradiin S. Hussein.

Flere indvandrere med ikke-vestlig baggrund skal medvirke til at løse en af kommunens helt store udfordringer.

- Den rekrutteringsudfordring, som vi har nu og i fremtiden, skal løses. Men det handler også om, at vi faktisk også kigger ind i nogle komplicerede opgaveløsninger i forhold til forskellige borgergrupper, som vi har i vores kommune, sagde Nuuradiin S. Hussein. 

Unge uden job

Han oplever ofte, at unge med ikke-vestlig baggrund ikke kan få et job.

- Jeg er nok også en af de få, der møder mange unge med forskellig etnisk baggrund, som faktisk har kvalifikationerne og kompetencerne til at bestride jobbet, men som stadigvæk har problemer med at få et job, sagde rådmanden.

Han pegede på, at han indenfor de sidste tre uger har fået fire henvendelser fra unge, der har svært med at få job, selvom de er uddannet lærer, socialrådgiver og pædagog.

100 ansøgninger uden job

- Når de fortæller mig, at de har sendt over 100 jobansøgninger afsted, og de ikke har fået job, og jeg sidder og taler om manglen på arbejdskraft, så er der noget, der ikke passer sammen. Vi bliver nødt til at tale om, hvordan filen vi får løst det, så de unge menneskers kompetencer og kvalifikationer også bliver brugt.

Måltallet er som nævnt ikke nået, men der er sket en stigning over perioden 2020-2021 fra 5,0 pct. til 5,4 procent.  Rådmand for børn- og undervisningsforvaltningen, Morten Thiessen (K), var enig med rådmandskollegaen.

- Det skal afspejle samfundet

- Vores kommunens ansatte skal selvfølgelig afspejle det samfund, som vi er en del af. Det bør helt klart være en forpligtelse, som vi tager på os, sagde Morten Thiessen, der også opfordrede alle forvaltninger til at lave en aktiv seniorpolitik, så man kan fastholde medarbejderne for at løse rekrutteringsudfordringen.

Men også en anden udfordring end andelen af ansatte med ikke-vestlig baggrund gav bekymringer. Vibeke Gamst (K) pegede på, at der er mangler meriterende studiejob på forvaltningerne.

Vibeke Gamst (K) kritiserede, at der mangler meriterende studiejob i Aalborg Kommune. Foto: Henrik Bo

Vibeke Gamst (K) kritiserede, at der mangler meriterende studiejob i Aalborg Kommune. Foto: Henrik Bo

- Vi ser det som lidt af en udfordring, at studerende i Aalborg har lidt sværere ved at få meriterende studiejob end i Aarhus og København. De kan altid komme til at tørre borde af på cafeer, men det, der tæller på cv'et, er straks sværere, sagde Vibeke Gamst.

Hun revsede bl.a. økonomi- og erhvervsforvaltningen samt børne- og undervisningsforvaltningen, hvor partifællen Morten Thiessen som bekendt er rådmand. 

- Det ser faktisk ikke så godt ud, når vi kigger efter. 

En forvaltning rykker

Set udefra ser tallet ellers pænt ud, men det skyldes en forvaltning. I perioden 2017- 2021 har der været  en stigning i antallet af studiejobs fra 373 til 474 svarende til en stigning på 27,1 pct. Men det skyldes, at studiejobs i senior- og omsorgsforvaltningen er steget  fra 82 til 276 i perioden 2017-2021, hvilket skyldes en rammeaftale, hvori det nævnes, at bl.a. sygepleje- og medicinstuderende kan ansættes i studierelevante stillinger.

- Det kan vi simpelthen ikke være bekendt. Nu er vi ovre corona, så nu er det på tide, at vi hanker op i os selv og får sat de gode studiejob sammen, sagde Vibeke Gamst.

Corona

Borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) peger på, at studiejob-tallene er fra 2021, hvor coronaen ikke var drevet over. Han indledte også med at minde om den generelle rekrutteringsudfordring.

- Man må bare sige, at når vi kigger ind i fremtiden, så står vi en situation, hvor vi skal gøre alt, hvad vi kan for at sørge for at holde på vores medarbejdere., for der kommer rigtig mange ældre og børn, som vi skal tage os af i fremtiden, sagde Thomas Kastrup-Larsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.