Smyth, R. Strauss, Zemlinsky, Brahms

Aalborg Symfoniorkester

Joshua Weilerstein er altid garant for koncertprogrammer med mening og sammenhæng, som han gerne giver sig tid til at forklare publikum. Denne aften var fællestemaet den sene romantik og dens to hovedretninger, den klassiske, tilbageskuende, repræsenteret ved Brahms og Mendelssohn, overfor den modernistiske skole, repræsenteret ved Listz og Wagner.

Den engelske komponist Dame Ethel Smyth er i dag et stort set ukendt navn, men med hendes ouverture ”On the Cliffs of Cornwall” fik man et indtryk af en mere end kompetent komponist, som mestrede sit håndværk, tydeligt inspireret af Wagners harmonik og tematik, farvestrålende orkestreret og med smukt stemningsskabende billeder.

Solohornisten hos Berlinerfilharmonikerne er symfoniorkestrets Artist-in-residence denne sæson, og han tog sig i denne omgang af Richard Strauss’ 2. hornkoncert fra 1943. Med sin kæmpestore syngende tone, der genlød i hele salen - som en lur udover det danske land – gav han Strauss’ lange melodilinjer et kolossalt vingefang, alternerende med mere krøllede melodilinjer i 1. satsen og 3. satsens legende og dansende linjer, der blev eksekveret med lethed og elegance. 

Man mærkede fra første tone, hvorfor Dohr til dagligt fungerer som en bærende stemme i Berlinernes tuttiklang, og vores eget orkester og Weilerstein gav ham fornem opbakning.

2. halvdel indledtes med Zemlinsky ouverture til ”Sarema”, og også i hans musik hørtes en klar indflydelse fra Wagner, særligt i de mere lyriske passager.

Koncerten kulminerede med Brahms’ sidste store symfoni i e-mol, et ukrænkeligt mesterværk i det romantiske symfoni-repertoire. Symfonien udvikler sig med bredt vingefang på trods af sin meget fragmenterede opbygning og med stram tematisk koncentration.

Det var en ren fornøjelse at følge den organiske opbygning af 1. satsen, hvor hver detalje var sat på plads og alle overgange formidlet organisk og selvfølgeligt. Træblæserne i 2. satsen stod ualmindeligt smukt afstemt, og som kontrast hertil stod scherzoen skarpt tegnet og med god energi.

Den berømte passacaglia i sidste sats rummede mange smukke øjeblikke, Kaja Marie Andersens fløjtesolo, akkordsøjlerne i træ og messing, og kulminationen med genkomsten af det faldende og stigende terts-tema fra 1. sats, der rundede hele symfonien af. 

Det er musik, som man aldrig kan blive træt af at opleve, og da slet ikke så fornemt udført som her.