DF-spidskandidat: Så rig en kommune bør kunne give en bedre ældreservice
Kristoffer Hjort Storm (DF) mener desuden, at skellet mellem land og by i landets tredje største kommune skal mindskes
Opdateret 28. oktober 2021 kl. 11:05
AALBORG: Kagen skal økonomisk fordeles helt anderledes i Aalborg Kommune, hvis det står til Kristoffer Hjort Storm, der er spidskandidat for Dansk Folkeparti ved det kommende kommunalvalg.
Partiets absolutte mærkesag er, at der skal bruges flere penge på at give ældre borgere i kommunen en bedre service ved at ansætte flere i hjemmeplejen og på plejehjemmene.
- Vi får flere ældre, og derfor er det vigtigt, at vi ikke kun tilføjer hjemmeplejen penge til demografi, men at vi også sikrer, at vores hjemmepleje og plejen på plejehjemmene bliver bedre. Vi oplever mere og mere velfærd i samfundet. Men det er vigtigt, at de ældre der har bygget det her samfund op også får glæden af det, siger 32-årige Kristoffer Hjort Storm, der i dag er 1. viceborgmester i kommunen.
Han mener, at man kan være tilfreds men ikke stolt over det nuværende serviceniveau for ældre.
- Aalborg er så rig en kommune, så derfor bør vi også kunne yde en bedre service, i stedet for at sige, at det bare er godt nok. Vi skal levere en service og pleje, som vi kan være rigtig stolte af.
Han mener, at de ansatte på ældreområdet gør det rigtig godt, men at de løber alt for stærkt, og derfor skal der være en bedre normering.
Et andet vigtigt punkt for DF er en mere lige fordeling af den samlede økonomi rent geografisk.
Skel skal mindskes
- Noget som ligger os meget stærkt på sinde, det er at mindske skellet mellem land og by, siger Kristoffer Hjort Storm, der selv bor i landdistriktet nemlig i landsbyen Ellidshøj med hustruen Kicki og deres tre børn på 0, 6 og 9 år.
Han mener, at det er naturligt, at Aalborg og Nørresundby får meget fokus, da det er her, der er flest indbyggere, men han understreger, at det er politikernes opgave at dele sol og måne lige mellem de store byområder og oplandsbyer/landdistriktet. Blandt andet skal landsbyskolerne have flere penge, mener han.
- Alle byrådets partier har vedtaget den her nye ressourcemodel på skoleområdet, men vi kan se i dag, at den sætter de små skoler under et urimeligt hårdt pres. Der har vi strammet grebet for stramt, for skolerne er hjertet i de små byer ude i landdistriktet, siger Kristoffer Hjort Storm.
Der skal altså ske en udligning mellem by og land, hvis det står til DF.
Forslag om penge
- I den kommende valgperiode vil vi til hver eneste budgetforhandling have forslag med om penge til landdistrikterne, siger spidskandidaten, der tilføjer, at det også er sket i denne periode.
På beskæftigelsesområdet så det også helt anderledes ud, hvis Kristoffer Hjort Storm skulle bestemme. Flere borgere i kommunen kommer i arbejde i øjeblikket, men DF mener, at der særligt skal kigges på den gruppe, der har været ledige længe uden, at det skyldes sygdom eller andet, der gør, at man ikke kan være på arbejdsmarkedet. Der skal tænkes mere aktivering ind.
- Det kunne være, at vi genindfører det projekt, som vi havde for nogle år siden, der hed Haveservice, hvor man siger, at hvis du ikke har et arbejde, så kan vi sende dig i aktivering. Det gælder også på indvandrerområdet, hvor vi har nogle indvandrere i kommunen, der har været udenfor arbejdsmarkedet i urimelig lang tid. Hvis de projekter, som man har sat dem i ikke har virket, så må man sætte dem i aktivering.
Han mener, at der skal være yderligere en konsekvens, hvis der er indvandrere, der ikke vil i aktivering, og derfor vil han have øget fokus på repatriering.
Mere repatriering
- Der vil jeg gerne have, at vi bliver rigtig gode til at kigge ind i noget repatriering og siger, at er I så sikker på, at I skal være i Aalborg Kommune overhovedet, eller ville det være bedre for jer, at I fandt et andet sted at bo, siger Kristoffer Hjort Storm.
Repatriering er jo frivilligt, og kræver at de enkelte personer selv ønsker det?
- Det kan godt være, at de ønsker det, hvis de pludselig skal til at arbejde 37 timer om ugen i stedet for nu, hvor de kan gå hjemme uden at lave noget.
DF forlod bl.a. årets budgetforhandlinger, fordi de andre partier ikke ville være med til at sætte et måltal på repatriering. Konkret har DF nævnt, at der i 2019 var omkring 50 flygtninge, der benyttede sig af repatriering i Aalborg Kommune.
- Vi vil gerne have, at man bliver en lille smule bedre end det udgangspunkt, så vi sparer nogle penge i kommunekassen på den model. I bund og grund er det en løsning, der gør alle glade.
Penge til kernevelfærd
I forhold til fordelingen af kommunens samlede budget, mener Kristoffer Hjort Storm, at pengene i højere grad skal gå til kernevelfærd. Han oplever, at der er for mange midler, der bliver brugt på ”pseudoarbejde”.
-Vi kunne lade være med at bruge så mange penge på prestigeprojekter, finkultur og integrationsprojekter i Jobcentret. Jeg tror, at man kunne bruge pengene klogere i den nære velfærd.
Selvom Dansk Folkeparti selv er en del af oppositionen i Aalborg Byråd, så mener Kristoffer Hjort Storm, at der har været ”alt for lidt opposition” i den seneste byrådsperiode.
- Særligt fra Venstre har jeg savnet en interesse i at samle det blå Aalborg i en opposition og prøve at vise, at her er faktisk en anden mulighed. Det må jeg sige, at det har været alt for lidt af, siger Kristoffer Hjort Storm.
De tre borgerlige partier er eksempelvis i hvert deres valgforbund i år, men ved valget i 2017 var de tre en del af det blå valgforbund sammen med Liberal Alliance og en løsgænger.
- Et problem
- Det er et problem for Aalborg, at den borgerlige blok ikke er bedre til at finde fælles fodslag.
Kristoffer Hjort Storm mener ikke, at det gavner kommunen, at et parti har absolut flertal.
- Det er ikke sundt for Aalborg Kommune, at Socialdemokratiet er så store, som de er. Det er ikke sundt for demokratiet, at der er et parti, der har flertal. Jeg håber virkelig, at vi formår at trække stemmer over midten.
Kristoffer Hjort Storm går personligt efter den anden hele periode i byrådet, men han begyndte allerede i 2016, da han afløste det mangeårige byrådsmedlem og partiets første rådmand Tommy Eggers. Når spidskandidaten ikke arbejder med politik, eller passer formandsposten i forbrændingsanlægget Reno-Nord, så er han i øvrigt ansvarlig for marketing og kommunikation i Aalborg-afdelingen af Skandinaviens største nattelivskoncern, Rekom.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.