Røverier

18-årig dømt for gaderøveri for ti dage siden: Nu er han anholdt igen

18-årig havde netop fået dom på et år og ni måneders fængsel forud for gaderøveri i Nørresundby sent fredag aften

Arkivfoto
Arkivfoto Lars Pauli

Opdateret kl. 15:20

AALBORG/NØRRESUNDBY: En 18-årig mand er ved Retten i Aalborg i et grundlovsforhør blevet varetægtsfængslet frem til 18. maj sigtet for et gaderøveri mod to drenge på 16 og 17 år natten til lørdag på Krusemyntevej i Nørresundby.

Det oplyser senioranklager ved Nordjyllands Politi Torben Kauffmann.

Den unge mand blev anholdt ved midnatstid, da patruljer fra Nordjyllands Politi stoppede en bybus, som den 18-årige var taget med mod Aalborg efter røveriet i Nørresundby.

Her var de to drenge blevet truet til at aflevere en iPhone og en halskæde.

Grundlovsforhøret varede blot 12 minutter - bl.a. fordi den 18-årige sigtede nægtede overhovedet at udtale sig - dog efter at han havde nægtet sig skyldig i sigtelsen for gaderøveri.

Den 18-årige er særdeles godt kendt for netop den slags kriminalitet.

- Han er dømt for et røveri i juni måned sidste år. Og så er han dømt for et gaderøveri, så sent som den 8. april i år. Her blev han idømt et år og ni måneders fængsel, hvor af de seks måneder blev gjort ubetingede, forklarer Torben Kauffmann.

Forud for den dom sad den 18-årige også varetægtsfængslet, men han blev løsladt efter dommen - for så at begå det nye røveri natten til lørdag.

- Han er varetægtsfængslet på faren for at begå ny lignende kriminalitet, og dertil kommer, at han er varetægtsfængslet på grund af faren for, at han vil fortsætte med at overtræde vilkårene i den betingede dom, han altså fik for blot 10 dage siden, lyder det fra anklageren.

Indenfor de nye fire ugers varetægtsfængsling håber Torben Kauffmann, at der kan rejses tiltale, så den nye sag kan komme for.

- Det kan vi gøre forholdsvis hurtigt. Bliver han dømt, så vil han få en dom på de et år og ni måneder, han har stående fra seneste dom, plus noget mere for det nye forhold, forklarer Torben Kauffmann.

Hvis en dommer ved en kommende retssag finder det betimeligt, så kan den betingede del af den tidligere dom gøres ubetinget.

- Det ville nok være det naturlige, mener senioranklageren.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden