Drak 50 genstande og røvede en kasse øl: Tørstige overfaldsmænd idømt et halvt års fængsel

Et halvt års ubetinget fængsel. Sådan lød dommen til tre unge mænd efter røveri og grov vold

 <i>Lars Pauli</i>

Lars Pauli

AALBORG:Tre mænd på henholdsvis 19, 20 og 22 år er blevet idømt seks måneders ubetinget fængsel efter at have røvet en kasse øl fra en anden gruppe unge på vej hjem fra byen.

Røveriet fandt sted natten til den 17. juli på Boulevarden i Aalborg. Her mødte de tre overfaldsmænd en gruppe på tre unge mænd på 21, 22 og 35 år og en 22-årig kvinde, som havde købt en kasse øl med hjem fra byen.

Da overfaldsmændene blev nægtet øl fra kassen, der havde stået køberne i 600 kroner på værtshuset Café Polly's i Maren Turis Gade, udviklede situationen sig. De fire søgte tilflugt bag en gitterport ved en opgang på Boulevarden, men gitteret blev sparket ind af den 19-årige.

- Så overfaldt de dem inde i opgangen med skub, slag og spark i hovedet og på kroppen, og de fik ret så alvorlige tæsk, fortæller anklager ved Nordjyllands Politi Thomas Klingenberg.

Skaderne omfattede blandt andet en brækket knogle i ansigtet hos den 35-årige, mens den 21-årige knækkede en tand, og den tredje kammerat fik en læsion i øjenbrynet.

Mens overfaldet stod på, blev den 22-årige kvinde holdt fast for at se sine venner få bank, mens hun fik besked på, at der ville blive tilføjet yderligere skader, hvis hun råbte op.

Efter overfaldet forlod gerningsmændene stedet med øllene. Den 19-årige blev dog kort efter anholdt, mens de to andre meldte sig selv den efterfølgende dag.

De tre mænd har gennem hele forløbet nægtet sig skyldige.

- En af dem havde drukket over 50 genstande. De var alle tre meget berusede og havde svært ved at huske, hvad der egentlig skete, fortæller Thomas Klingenberg.

Dommen på seks måneder er ifølge anklageren typisk for et gaderøveri.

De tre mænd har været varetægtsfængslede siden anholdelsen og overvejer nu, hvorvidt de vil anke dommen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden