Drama i bus: Ung mand stukket ned
20-årig ramt af knivstik i skulderen, efter han kom i klammeri med en 16-årig dreng om bord på en bus
AALBORG: En 20-årig mand blev natten til lørdag - helt præcist lørdag klokken 00.05 - stukket i skulderen med en kniv, efter han røg i et slagsmål med en 16-årig dreng om bord på en bus på vej til Aalborg. Det oplyser vagtchef Poul Fastergaard fra Nordjyllands Politi.
Offeret var på vej fra Aalestrup ind til Aalborg for at gå i byen sammen med nogle venner, efter de havde fejret hans fødselsdag, da han kom i et klammeri med den 16-årige. Det udviklede sig til et egentligt slagsmål, hvor drengen trak en kniv og stak den 20-årige i skulderen. Det var ikke et overfladisk sår, men han kunne dog udskrives efter endt behandling på skadestuen.
Efter knivstikkeriet, der fandt sted på Nibevej ud for Burger King, stak den 16-årige af fra stedet, men han blev hurtigt fundet og anholdt af politiet.
De to kendte ikke hinanden i forvejen. Politiet er i gang med at afhøre den 16-årige lørdag formiddag, idet han var så påvirket, at han ikke kunne afhøres i løbet af natten. Han vil senere blive fremstillet i et grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.