Dramatisk biljagt på motorvej: 22-årig ræsede forbi videopolitibil

Flere patruljebiler måtte sættes ind for at få stoppet vild kørsel

Adskillige patruljer måtte sættes ind for at stoppe den 22-årige i hans vilde kørsel på motorvejen. Arkivfoto <i>Foto: Henrik Bo</i>

Adskillige patruljer måtte sættes ind for at stoppe den 22-årige i hans vilde kørsel på motorvejen. Arkivfoto Foto: Henrik Bo

HAVERSLEV:En 22-årig mand var fredag eftermiddag ikke bare uforsigtig, men nærmest vild i sin kørsel på motorvej E45, da han ved godt 15.40-tiden først overhalede en af Færdselspolitiets videovogne, og senere med hastigheder, der sine steder overskred 200 kilometer i timen, forsøgte at stikke af fra politiets patruljer, der blev sat ind i jagten på ham.

Det oplyser vagtchef Kasten Højrup Kristensen, Nordjyllands Politi.

Alarmen lød klokken 15.42. En af politiets såkaldte færdselsvideovogne, der kørte civil patrulje på motorvejen, blev overhalet af en personbil med høj hastighed.

- Bilen kørte særdeles hasarderet. Den kørte meget hurtigt, og den skiftede vognbane den ene gang efter den anden og røg også ud i nødsporet, fortæller vagtchefen.

Trods det, at politiets videovogn gjorde opmærksom på sig selv, fortsatte bilisten sin vilde kørsel.

- Turen gik med høj hastighed nord over, og vi fik dirigeret flere patruljevogne ind i jagten på bilisten. De nåede til afkørslen ved Ådalsmotorvejen ind mod Aalborg Centrum, før det ved hjælp af yderligere et par patruljer lykkedes at få standset bilisten, der viste sig at være en 22-årig mand med adresse i Silkeborg, fortæller Karsten Højrup Kristensen.

Ved afkørslen kørte den hurtige bilist så ind til siden, og politiet havde en længere snak med ham - op mod 10 minutter, men pludselig stak den 22-årige mand så af til fods væk fra motorvejen og ind mod et område nord for Gug Planteskole og ind mod Indkildevej 10-14.

- Der kom flere patruljer derud, og vi ledte efter ham i området. Lidt senere fandt vi ham så også gående på Gugvej temmelig forpustet efter løbeturen, forklarer vagtchefen.

- Vi havde billeder af ham fra videovognen, så vi var sikre på, at vi havde fat i den rigtige mand. Så han blev anholdt, og nu har vi ham herinde på politigården, fortæller Karsten Højrup Kristensen.

Han vil blive sigtet for en række overtrædelser af færdselsloven, men vagtchefen fastslår i den sammenhæng, at der ikke var tale om hverken spiritus- eller narkokørsel.

- Der kan komme vanvidskørsel ind i billedet, for hastighederne var sine steder pænt over de 200 kilometer i timen. Det skal vi lige have kontrolleret blandt andet køretøjet for, konstaterer vagtchefen.

Bilen er foreløbig bragt ind til politiets opbevaringsplads.

- Det kan komme på tale at beslaglægge bilen, lyder det fra Karsten Højrup Kristensen.

Den 22-årige bilist - han fylder i øvrigt 23 om et par dage - risikerer altså at få sig en omvendt fødselsdagsgave, hvis han må overlade sin bil til politiet.

- Vi forventer at løslade ham, når han er blevet afhørt til sagen, og så venter der ham et større retsligt efterspil, konstaterer Karsten Højrup Kristensen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.