Politi

Fem anholdt og politiet jagter endnu flere - men afviser spekulationer om svenskere

Voldsomt opgør sidst på eftermiddagen - der er fundet våben i et af køretøjerne

Kriminelle grupperinger havde sent torsdag eftermiddag et opgør på Skalborg Bakke ved Indkildevej.
Kriminelle grupperinger havde sent torsdag eftermiddag et opgør på Skalborg Bakke ved Indkildevej. Foto: Jan Pedersen

Opdateret 09. august 2024 kl. 18:42

Sidst på eftermiddagen blev masser af trafikanter ufrivillige vidner til et voldsomt opgør midt på Skalborg Bakke i Aalborg Syd.

Ifølge Nordjyskes oplysninger var flere biler - heraf mindst én på svenske nummerplader - involveret i en dramatisk biljagt, der endte med en påkørsel. Der blev også fundet både knive og slagvåben i et af køretøjerne.

Den ene af de involverede biler havde svenske nummerplader Foto: Jan Pedersen

I en pressemeddelelse, som Nordjyllands Politi sendte ud torsdag aften kl. 21.32, bliver episoden betegnet som et færdselsuheld, som involverede to køretøjer - hvoraf det ene var forsvundet, da Nordjyllands Politi nåede frem til stedet med flere patruljer efter at have modtaget et alarmopkald kl. 16.49.

Ifølge Nordjyllands Politi hjalp vidner politiet med at finde den manglende bil samt fem personer, som nu er i politiets varetægt med henblik på at afklare hændelsesforløbet i sagen.

Der blev fundet knive og slagvåben i den bil, der kørte på svenske nummerplader. Foto: Jan Pedersen

- Vi har en god idé om hvem de involverede er, og der er formentlig tale om et møde mellem nogle grupperinger, som i forvejen er kendt af politiet. Ved vores ransagning af det tilbageblevne køretøj finder vi nogle våben, som er blevet beslaglagt og sendt til nærmere undersøgelser, siger efterforskningsleder og politikommissær Kenneth Rodam.

Maskerede mænd jagtede hinanden i køretøjer, som stødte sammen på Skalborg Bakke i Aalborg Syd. Foto: Martel Andersen

Han beder vidner i området rette henvendelse til politiet, hvis de har oplysninger i sagen.

- Vi kan konstatere, at der er undløbet personer fra det ene køretøj. Dem leder vi fortsat efter. Har man observeret noget i den forbindelse, så kontakt Nordjyllands Politi på telefon 114.

I den ene bil var der hul i et af sidevinduerne - efter alt at dømme efter et slag fra et slagvåben. Her er politiet ved at køre bilen væk. Foto: Jan Pedersen

Kenneth Rodam oplyser, at ingen kom til skade under den dramatiske episode.

- Og der er igen ro på i området, ligesom afspærringerne er ophævet. Vi er i fuld gang med at afhøre vidner, indhente videoovervågning fra området og sikre spor, oplyser han.

Det er sparsomt med oplysninger om, hvad der er gået forud for hændelsen.

Der har de seneste dage og uger været adskillige voldsomme opgør blandt kriminelle grupperinger over hele landet, der har involveret svenske statsborgere. Indtil flere helt unge svenske statsborgere er blevet varetægtsfængslet i forbindelse med skudepisoder i Kolding og København.

I et af køretøjerne lå der både kniv og slagvåben. Foto: Jan Pedersen

Kenneth Rodam afviser dog foreløbigt, at dagens episode skulle have tilknytning til den problematik.

- På nuværende tidspunkt er der ingen grund til at koble disse ting sammen; det er selvfølgelig en hypotese vi har in mente, men umiddelbart er det ikke noget vi mistænker."

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden