Edgars satser alt på musikken: - Jeg fandt ud af, at jeg kan hjælpe folk

Researchen kredsede om et bestemt stykke af den klassiske komponist Johann Sebastian Bach, som han har lært af, fortolket og stjålet fra. Brudstykker, som han måske – måske ikke – kan bruge i sit arbejde.

- Jeg har udviklet en femtrinsmodel, fortæller Edgars Cirulis fra køkkenet i lejligheden på Vesterbro i Aalborg. Med en entusiasme og nørdethed, han hviler i.

- Jeg starter med bare at spille stykket, som det er skrevet. Helt tro mod den originale komposition. Og jeg ender med at hugge de fraser, der interesserer mig – og ændre dem til noget, der giver mening for mig.

Edgars' femtrinsmodel

1: Først lærer han stykket at kende - og spiller det. Så tro mod originalen som muligt.

2: Det andet skridt består i, at han bryder de enkelte elementer op - og nærstuderer dem. Analyserer harmonierne, melodierne, rytmerne.

3: Ved tredje skridt stjæler han de stykker, han godt kan lide - og fortolker dem.

4: Her går han endnu mere i dybden med de dele, han har "lånt" - og bryder reglerne i forhold til det originale stykke.

5: Han samler op på de enkelte dele - og komponerer egne små fraser ud fra dem. Fraser, der måske kan bruges i forbindelse med hans eget arbejde.

- Mit mål er ikke at kopiere at Bach. Faktisk vil jeg ikke have min musik til at lyde som Bach overhovedet. Men det er noget, der inspirerer mig og giver mig nye redskaber, som jeg ikke kendte i går.

En pointe, der er vigtig for Edgars, for det er udelukkende for inspirationens skyld. Den unge pianist er nemlig fast indstillet på at leve af sin egen musik, for han ved ikke, hvad han ellers skulle lave.

20 års musikstudier

Edgars Cirulis er født op opvokset i Letland. På hans hjemmeside hedder det – både i spøg og i alvor – at hans musikstudier begyndte, da han var tre år.

- Mine forældre købte en minisynthesizer med en masse røde knapper, man kunne trykke på. Jeg kan bare huske, at jeg havde det sjovt med lyde. Med få midler kunne jeg skabe en verden, som ingen kunne se, men som alligevel involverede alle i rummet.

Gennem teenageårene udviklede interessen sig til en besættelse, og musikeren fortæller, at han kunne bruge op mod 40-50 timer om ugen ved tangenterne.

- Jeg spillede, fra jeg kom hjem fra skole ved 15-16-tiden og til midnat. Jeg spiste ikke, jeg sad bare og spillede klaver. Det var nok ikke den sundeste livsstil, siger Edgars Cirulis, der er blevet langt bedre til at strukturere sin dag.

- Jeg prøver at betragte studiet som et 9 til 5-job, så jeg går først hjem klokken 5. Uanset hvad. Det giver mening for min hjerne. Og hvis jeg ikke har timer, øver jeg. Men når jeg går hjem, holder jeg fri.

På værelset er der for eksempel heller ikke noget klaver. Hvis der var, ville han ikke kunne styre det, lyder forklaringen.

Bedre end det mondæne

For Edgars har der aldrig været nogen tvivl om, hvilken vej han ville gå.

- Jeg tror grundlæggende på, at kunst gør vores liv bedre. Kunsten tillader os at gå ind i en bestemt følelse eller en måde at være på. Et sted, som er lidt bedre og nemmere at leve i end der, hvor man lever et mondænt og bekymret liv. Kunst tillader os at leve livet smukt, siger han og samler op:

- Så for at give dig et konkret svar: Jeg valgte musikken, fordi jeg fandt ud af, at jeg kan hjælpe folk på en meget abstrakt – men også en meget reel – måde.

Edgars nævner et konkret eksempel: Efter en koncert i hjemlandet, Letland, modtog hans trio en besked fra en lytter, som skrev, at koncerten havde givet hende en helt ny tro på tingene.

- Der gik det op for mig, at jeg rent faktisk kan hjælpe folk med min musik. Hvis jeg ikke gør det, spilder jeg et potentiale, siger han.

Skabertrangen er vigtigst

For to år siden traf Edgars en beslutning om, at han ikke bare vil leve af musikken. Han vil leve af sin egen musik. Ingen nemme weekendtjanser som hyggepianist, ingen bryllupsjob og ingen fortolkninger af andres stykker, selvom det er en disciplin, som mange klassiske pianister holder af.

- Jeg vil lave mit eget, fordi jeg synes, jeg har noget at sige. Og jeg synes, man snyder, når man siger noget, en anden allerede har sagt. Mange vil nok være uenige. For eksempel de fleste klassiske pianister i verden. Det, de gør, er fantastisk, men det fanger bare ikke mig, siger han.

Pianisten ved godt, at han går en usikker fremtid i møde. En fremtid, hvor folk ”kan lide forskellige ting fra dag til dag”, og hvor det kan være svært at skabe et stabilt publikumsgrundlag. Især når man befinder sig i en niche som den, Edgars befinder sig i.

- Jeg tænker meget over min karriere. Nu mere end aldrig. Lige nu arbejder jeg meget med reach: Jeg skal finde ud af, hvordan jeg når de folk, der vil lytte til min musik, og der må være nogen på denne jord, siger Edgars og uddyber:

- Jeg gør mig mange tanker om selve mediet. Cd’en er død, og vinylen er heller ikke en holdbar løsning. Og Spotify er jo helt håbløs. Det får man intet ud af som kunstner. Men jeg tror, der kommer flere muligheder med tiden. Det handler bare om at tænke kreativt.

En velsignelse - og en forbandelse

Men hvad, hvis det ikke går? Hvis han må erkende, at han ikke kan leve af det? Eller hvis han får en skade, der sætter en stopper for drømmen?

De spørgsmål tænker han over. Men de må ikke overskygge hans drøm.

- Jeg spiller klaver for at holde mit fokus. Det vil jeg ikke miste, siger Edgars og fortsætter:

- Og jeg spiller for at være kreativ. Kreativitet er en velsignelse og en forbandelse på samme tid. At være kreativ betyder, at du kan gøre nye ting, som inspirerer folk. Det er den fedeste følelse i verden. Som et stof, der nærmest kan gøre mig høj.

- Hvis jeg ikke kan udfolde min kreativitet, er det det værste nogensinde. Det gør noget ved mit sind, som er forfærdeligt. Hvis jeg ikke kan være kreativ, får jeg ondt af mig selv. Så føler jeg mig som det mest sørgelige væsen. Det er den simple sandhed: Jeg skal være kreativ for at være glad.