Efter Gaden blev ryddet: Politiet håber på hjælp fra gæsterne
Nordjyllands Politi var nødsaget til at rydde Jomfru Ane Gade fredag aften. Lørdag håber de, at det ikke gentager sig
AALBORG: Fredag aften blev festen i Gaden stoppet tidligere end normalt. Omkring klokken 23.00 havde politiet ryddet gaden, fordi menneskerne stod for tæt.
Lørdag håber politiet, at gæsterne har lært at episoden, så de ikke vil samles ude i festgaden.
- Efter det der skete fredag aften, så har vi tiltro til, at gæsterne er så ansvarlige, at de lige tænker sig om en ekstra gang, om der nu er for mange i gaden, så de ikke går ind og bliver en del af det, siger vagtchef Henrik Beck fra Nordjyllands Politi.
Ekstra til stede lørdag aften
Nordjyllands Politi kunne se på overvågningsbilleder, at der var mange mennesker samlet i Jomfru Ane Gade fredag aften. De var tilstede med mere bemanding, end de plejer. Men alligevel kom det bag på dem, hvor mange festglade mennesker, der egentlig var.
- I aften vil vi være dernede i god tid. Det var vi egentlig også i går, men lige pludselig gik det bare stærkt. Jeg vil ikke sige, at vi blev taget med bukserne nede, men der var lige pludselig rigtig mange mennesker samlet, siger Henrik Beck.
Han håber ikke på, at de er nødsaget til at rydde gaden igen lørdag aften, men der vil være ekstra politibemanding dernede.
Bødeblokken sidder ikke løst
Fredag aften blev der udskrevet tre bøder til gæster, der ikke fulgte politiets anvisninger. Men det vil politiet gerne undgå.
- Vi skal ikke ud og skrive bøder. Vi skal ud og sørge for, at folk ikke forsamles og smitter hinanden, siger vagtchefen.
Det gik forholdsvist hurtigt med at få ryddet gaden fredag aften.
- Det vidner i mine øjne om, at gæsterne i Jomfru Ane Gade godt vidste, at de var for mange. Det er bare svært selv at tage beslutningen.
Grundlæggende er der restauratørerne i Gaden, der har ansvaret for, at der ikke forsamler sig for mange foran det enkelte værtshus.
- Det er restauratørernes "butik" og derfor også deres ansvar, men vi giver dem gerne en hjælpende hånd i de situationer, hvor de ikke selv kan styre det, siger Henrik Beck.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.