Købmand lukker: Stærke kræfter står på spring
Nordjysk landsby vil ikke nøjes med en dagligvarebutik
Opdateret 18. november 2024 kl. 18:28
Gælden var blevet så stor, at grossisten trak stikket til sidst.
Det var den væsentligste forklaring bag ugens triste købmands-nyhed i det nordjyske: Inden årets udgang lukker Peter Leth sin Spar-butik i Vestbjerg.
Lokalsamfundet har været vant til at kunne handle i tre butikker, men inden længe kan det være, at de kun har en tilbage.
Netto er også tilstede i byen, mens fremtiden for 365discount ganske få meter derfra er uvis: Salling Group købte i sommers 35 forretninger i kæden fra Coop, der som bekendt har været ude i en overlevelses-kamp - og i øjeblikket behandles det store salg af konkurrence-myndighederne.
Hvis Salling Group lukker Vestbjergs 365discount ned, så vil der kun være en dagligvarebutik tilbage.
Og den situation har fået en del borgere op af stolene i Vestbjerg, der har omkring 3000 indbyggere.
Har føler ude
En af dem er Michael Arvin, der bor i Vestbjerg med sin familie.
- Vi er en flok, som vil undersøge mulighederne for at videreføre butikken med lokale midler. En af mulighederne er at lave folkeaktier, andelsbeviser eller noget lignende, har han skrevet på Vestbjergs facebook-side for at finde ud af, om interessen er der.
Til Nordjyske fortæller han:
- Der er godt nok enkelte, som mener, at de kan nøjes med en Netto i Vestbjerg. Men mange vil gerne være med til at støtte op om en ny købmands-butik. Men vi vil kun gå videre med planerne, hvis Salling Group ikke starter noget nyt op. Det er for meget med tre dagligvarebutikker.
- Vi har haft en føler ude hos Salling Group for at høre, om de vil lukke butikken eller åbne en Føtex Food (som man blandt andet har i Hasseris, red.), men det kan vi endnu ikke få svar på, siger Michael Arvin.
Men hvorfor er I klar til at kæmpe for at få genåbnet en købmandsbutik - I vil jo som minimum have en Netto at handle i?
- Det har noget at gøre med, at i en købmandsbutik kan der både være apoteksudsalg og pakkeudlevering. Det giver også noget andet til fællesskabet i byen, at der er en Spar-købmand som kan sponsere lidt til idrætsforeningen eller et bankospil. Vi er en gruppe, der mener, at det kan give noget til sammenhængskraften i byen, siger Michael Arvin, der peger på, at Vestbjerg er inde i en fin udvikling med sin skole, en ny hal og nybyggeri.
Han tilføjer, at der har været rygter i byen om, at Salling Group ville overtage 365discount-butikken for at holde Rema 1000 fra fadet.
Michael Arvin glæder sig over, at mange tilsyneladende er villige til - hvis det bliver aktuelt - at sætte penge ind på en konto, så en eventuel ny købmand havde sikkerhed for, at der i så fald vil blive handlet for et vist beløb.
To muligheder
Det mest oplagte ville måske umiddelbart være, at man genstartede en ny Spar-butik, hvor Peter Leth snart lukker - i kvadratmeter som ifølge Michael Arvin er ejet af Rikard Andersen, der driver Meny i Saltum.
Men Michael Arvin forbeholder sig ret til at spille på to heste, hvis Salling Group ender med at lukke helt ned, hvor 365discount er nu.
- Så vil vi se, hvor vi kan få de bedste vilkår, lyder meldingen med henvisning til, at der så vil være to tomme butikslokaler.
- Vi er nogle stykker - og der er stærke kræfter imellem - der er villige til at lægge hånden på kogepladen, når det gælder den økonomiske investering, siger Michael Arvin.
Hvorfor tror I, at I kan få det til at løbe rundt, når Peter Leth nu må lukke?
- Den gamle købmand har gæld og har været igennem både vejarbejde, corona og en energikrise. Vi kan starte på en frisk. Men igen: Vi går kun videre med planerne, hvis det ender med, at der kun er en dagligvarebutik tilbage. Nu afventer vi den endelige udmelding fra Salling Group.