Efter ransagning hos Aalborg Kommune: Politiet slog også til hos private
National Enhed for Særlig Kriminalitet ransagede onsdag to forvaltninger og flere private adresser
Opdateret kl. 11:27
AALBORG/KØBENHAVN: Sagen om de ulovlige udbygningsaftaler tog onsdag en uventet drejning, da politiet slog til og ransagede borgmesterens forvaltning og flere private adresser i Nordjylland og København.
Thomas Kastrup-Larsen (S) bekræftede, at politiet mødte op på hans forvaltning, og at det var i forbindelse med sagen om de ulovlige udbygningsaftaler.
- Der har været en ransagning angående udbygningsaftalerne. Politiet har bedt om at få adgang til kommunens it-servere, som står på Boulevarden 13, sagde borgmesteren onsdag.
Ransagningen blev foretaget af National Enhed for Særlig Kriminalitet, som blandt andet håndterer sager om kompleks økonomisk kriminalitet.
Politiet ønskede onsdag ikke at oplyse, hvor mange steder de var tilstede, eller om det var hos private eller virksomheder.
De bekræftede blot, at de havde foretaget flere ransagninger i Nordjylland og København.
Men nu kan Nordjyske løfte sløret for, hvor mange steder politiet slog til onsdag.
Her ransagede de
Udover borgmesterens forvaltning på Boulevarden slog NSK onsdag til mod by- og landskabsforvaltningen på Stigsborg Brygge.
Det fortalte rådmand for by- og landskab Jan Thaysen (V) også onsdag. Men herudover var NSK tilstede på tre private adresser. To i Nordjylland og én i København.
Det bekræfter NSK over for Nordjyske.
Jan Thaysen (V) fortalte onsdag, at det ikke var Aalborg Kommune, som blev efterforsket i sagen. En oplysning som NSK hverken vil be- eller afkræfte.
Sagen er på vej i retten
En del af sagen om de ulovlige udbygningsaftaler er på vej i retten.
Selskabet Spritten A/S har stævnet Aalborg Kommune for at få erstatning for dårlig og langsom sagsbehandling.
Og udvikler Torben Nielsen kræver seks millioner kroner af Aalborg Kommune for udgifter, han har haft til en ulovlig udbygningsaftale på Godsbanearealet.
Aalborg Kommune er indstillet på at lade domstolen afgøre sagerne og har hyret Kammeradvokaten til at repræsentere kommunen i retten.
Flere involverede har udtrykt ønske om at indgå et forlig, men det er slet ikke sikkert, at det kan lade sig gøre, selvom parterne kan blive enige.
Det kan du læse mere om her.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.