32-årig mand fængslet efter fund af skarpladt pistol
Der blev fundet flere interessante ting hos manden, som må tilbringe den næste tid bag tremmer
Opdateret kl. 12:27
AALBORG: En 32-årig mand blev mandag eftermiddag anholdt for våbenbesiddelse. Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Det skete efter et tip fra offentligheden, hvor efterforskere skred til ransagelse på to adresser i Aalborg, blandt andet den 32-åriges bopæl.
- I den forbindelse fandt vi på den ene adresse en skarpladt pistol, og på den anden adresse fandt vi endnu en pistol med tilhørende ammunition, siger den ansvarlige for politiets efterforskning, politikommissær Casper Jacobsen.
Derudover fandt politiet anabolske steroider, cigaretter uden banderole, hash og amfetamin på adresserne.
Den 32-årige mand blev fremstillet i et lukket grundlovsforhør ved retten i Aalborg tirsdag formiddag, hvor han blev varetægtsfængslet i fire uger. Kendelsen blev ikke kæret oplyser anklager Mathias Andersen.
Den anholdte er sigtet for overtrædelse af straffelovens § 192 a., der handler om besiddelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder. Desuden sigtes han for besiddelse af euforiserende stoffer og anabolske steroider.
Politiet efterforsker fortsat sagen og vil ikke udelukke, at der kommer flere anholdelser.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.