Egholm er klar til ny festival - denne gang om bæredygtighed
Meditation, naturvandringer, foredrag og koncerter på limfjordsøen
Opdateret 24. maj 2022 kl. 12:45
EGHOLM: Lørdag 14. september fra kl. 15 inviterer aktionsgruppen ”Egholm-motorvejen nej tak” alle, der har lyst, til en bæredygtighedsfestival, hvor der både bydes på meditation, naturvandringer, foredrag og koncerter.
Festivalen, som finder sted ved restaurant Kronborg, følger op på en lignende festival i april, og arrangørerne er desuden glade for, at det er lykkedes at blive en del af den store bæredygtighedsfestival i Aalborg Kommune.
- Vi er ret stolte over at kunne præsentere et alsidigt og varieret musikprogram, primært med lokale kunstnere, hvor der er musik til enhver smag: Pop, punk, soul, rock og et par dygtige dj’s, der fyrer den af med disco og elektronisk musik. Vi håber, at det vil lokke flere unge til øen, så vi kan få lavet en god dansefest på græsset foran Kronborg, fortæller Sofie Zehngraff, som har booket musikken til festivalen, til en pressemeddelelse.
- Vi er glade for at være en del af det officielle program til Aalborg Bæredygtighedsfestival, så vi kan sætte endnu mere fokus på Egholms mange bæredygtige og klimavenlige projekter. Det har været en spændende udfordring for os at tilrettelægge et program, der imødekommer mange af de 17 verdensmål, som er selve temaet for bæredygtighedsfestivalen, supplerer Torben Skovgaard fra aktionsgruppen.
Et af de verdensmål, festivalen har valgt at arbejde med, er sundhed og trivsel, og det gøre man blandt andet ved at skabe en række oplevelser for børn, unge og voksne.
Verdensmål 11, der handler handler om bæredygtige byer og lokalsamfund, repræsenteres blandt andet af et samarbejde med Egholm Folkefarm, Egholm Øko Ø og Egholm Kogræsserforening. Verdensmål 13 om klimaindsats varetages af lokale øboere, som slår til lyd for at passe bedre på naturen, klimaet og biodiversiteten - blandt andet ved ved at plante flere blomster og undlade at bygge ny Egholm-motorvej.
- Bæredygtighed har jo mange nuancer, og i vores optik har mennesket især brug for fællesskaber, kulturelle oplevelser, naturvenlige indtryk og ikke mindst stilhed for at fungere som et bæredygtigt individ. Derfor har vi lavet et mangfoldigt program, der inviterer børn og deres forældre til yoga, krabbefangst, snobrød over bål, loppemarked og stilhedsmeditation som et nærværende pusterum mellem de mange koncerter, siger skuespiller og aktivist Christian G. Bjerrum.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.