John Fosse: "Drøm om efteråret"

Jon Fosse, norsk forfatter, dramatiker og Nobelpristager, er klart i teaterkategorien ej blot til lyst. Det er tunge sager, der kræver en ekstra indsats af publikum. Man kan ikke bare læne sig tilbage og tage imod.

I en stringent scenografi, der ikke hjælper os med at finde vej gennem tid og rum, mens vi ledes gennem drøm og virkelighed, bliver det en lettere surrealistisk oplevelse at følge kærlighedens veje og vildveje.

Stykkets to hovedpersoner (Marie Knudsen Fogh og Østen Borre Simonsen) har accepteret ensomheden, indtil de mødes - måske, måske ikke tilfældigt - på en kirkegård og øjner muligheden for et andet liv. Er det deres drøm om hinanden, der har ført dem sammen? Eller er deres møde skabt af tilfældigheder?

Flere mulige livsbaner er i spil, men hvad er såkaldt virkelighed, og hvad er drøm?

Sprogligt er Fosse kendetegnet ved en sproglig rytmik og gentagelser, der formidles på fornem vis af skuespillerne, men det bliver en kende mystisk.

Ikke mindst Marie Knudsen Fogh formår igen at sætte sig selv i spil og kaste sig ind i enhver scene uden forbehold, som altid varm og modig.

Der er en klar skillelinje mellem at skære alt ud i pap og så at overlade alt til beskueren, og her er der absolut ingen facitliste. Det skal heller ikke være et krav, men vi vil alligevel gerne have nogle fingerpeg undervejs i handlingen.

Dialogen består af korte, fåmælte replikker og gentagelser. Uden tvivl er der store følelser i spil, men hvor de kommer fra, hvad de består af, og hvor de fører karaktererne hen, er uklart - ud over at endestationen utvetydigt er døden. Jon Fosse har udtrykt det meget klart:

Livet er en drøm, man først vågner fra, når man dør.

Det er ikke noget nemt stykke at være publikum til, og Aalborg Teater har da også fået den glimrende idé at invitere til Aftertalk efter forestillingen 21. november, hvor publikum kan komme tæt på skuespillerne Marie Knudsen Fogh og Martin Ringmose og høre om deres arbejde og oplevelser med stykket, stille spørgsmål og få indblik i, hvad der sker bag scenen og i processen med at skabe forestillingen.

Det er spændende at høre om, hvordan de formår at lægge al deres professionelle kunnen i rollerne og give udtryk for de forvirrende følelser med tids- og tankespring på en troværdig og insisterende måde.