40.000 liter vand: Voldsom vandskade rammer skandalebyggeri
Var der i forvejen ikke nok problemer med det nye supersygehus, er der nu endnu et at tage fat på

Arkivoto: Martél Andersen
AALBORG:Det er ikke mere end en måned siden, at regionsrådsformand Mads Duedahl kunne fortælle, at "der er rigtig meget, meget galt" i forbindelse med byggeriet af det nye supersygehus i Aalborg.
En kvartalsrapport fra byggeriet af supersygehuset, som blev offentliggjort kort før sommerferien, viste da også, at listen over fejl kun er vokset, mens der heller endnu ikke er fundet en løsning på vandet i murværket eller de 36 kilometer rustne vandrør, som ser ud til at være projektets største hovedpine.
Og hvis der altså var meget galt i midten af juni måned, kan der nok kun siges at være endnu mere galt her i midten at juli.
Endnu en vandskade har nemlig ramt sygehus-byggeriet, som regnes med at stå færdig i år 2026 - denne gang i form af 40.000 liter vand, der er fosset ud fra operationsstuerne på bygningens førstesal. Det skriver TV2 Nord.
Ifølge mediet blev projektdirektør for byggeriet af Nyt Aalborg Universitetshospital, Martin Kjær, gjort opmærksom på vandskaden fredag morgen i uge 26. Hvorvidt vandskaden får betydning for byggeriet, kan projektlederen ikke sige noget om endnu.
- Det siger sig selv, at når der løber 35-40 kubikmeter vand ud, så er det er jo voldsomt meget, og det kan jo ødelægge elinstallationer og i værste fald kan det gøre sådan, at der kommer skimmelsvamp på væggene, siger Martin Kjær til TV2 Nord.
Nordjyske arbejder på at få en kommentar fra projektdirektør Martin Kjær.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.