Lastbiler og traktorer demonstrerer - kan skabe trafikale problemer på vej hjem
Demonstration ved Gigantium vil gøre op med afgifter, kemi i køerne og den grønne trepartsaftale
Opdateret kl. 21:37
De er trætte af, at dieselafgiften er steget voldsomt med indgangen til 2025.
De er trætte af, at de skal tilsætte et kunstigt stof - Bovaer - for at få deres køer til at bøvse mindre.
De vil have udskudt implementeringen af initiativerne i aftalen om den grønne trepart.
Ja, de er i det hele taget trætte af, at de føler, at alt omkring klimakrise og så videre skyldes dem.
Nu har nogen fået nok. Og det har ført til, at landmænd, fiskere og vognmænd mandag eftermiddag gennemfører to demonstrationer - den ene i Holstebro og den anden ved Gigantium i Aalborg mandag eftermiddag klokken 15.30.
Demonstranter, der kommer sydfra, mødes ifølge en plakat offentliggjort på Facebook på Brøndborerens Alle 13 i Svenstrup klokken 14.45, mens demonstranterne fra nord mødes samme tid ved Kvickly i Bouet. Herfra går turen så til Gigantium, hvor demonstrationen officielt starter klokken 15.30.
Det har ikke været muligt at få en præcis rute for protestkørslen til Gigantium. Nordjyllands Politi har heller ikke en egentlig rute.
- Hvorom alting er, så kan der kan godt opstå trafikale problemer, hvis der samles mange traktorer eller lastbiler, for de fylder jo meget - også selvom de overholder færdselsreglerne. Så det kan godt give lidt gener, konstaterer Torben Arendrup, vagtchef ved Nordjyllands Politi.
Vagtchefen tilføjer, at politiet er opmærksomme på demonstrationen og kommer til at lave tilsyn, men ikke til at eskortere køretøjerne.
Anonym talsmand
På p-pladsen ved Gigantium vil deltagerne protestere mod bl.a. en række danske afgifter, som de mener skaber unfair konkurrence i EU.
Oprindeligt var demonstrationen, der skal vise landbrugets, fiskeriets og vognmændenes utilfredshed, planlagt til at blive holdt på pendlerpladsen ved afkørslen fra motorvej E45 ved Th.Sauersvej-Universitetsboulevarden.
Men på grund af en tilsyneladende massiv tilmelding fra landmænd og vognmænd er demonstrationen flyttet til et område ved Gigantium, hvor der angiveligt er plads til flere køretøjer.
Arrangørerne bag demonstrationen har ikke givet sig til kende offentligt, men har kun givet offentligheden besked via "en anonym talsmand".
- Det er ikke for at lave ballade, det er for at vise flaget og få fortalt hr. og fru Danmark, hvad det her handler om, siger den anonyme talsperson.
De anonyme arrangører har ført sig frem under sloganet "no farmers, no food, no future". Altså "ingen landmænd, ingen mad, ingen fremtid".
Og flere nordjyske landmænd har klart tilkendegivet deres støtte til initiativet - blandt andet på Facebook.
Kemi i køerne
En af dem er Thorbjørn Thomsen fra Sindal, der driver en stor gård med malkekvæg. Han kommer selv med tre traktorer, bebuder han.
Han er specielt utilfreds med kravet om, at de danske mælkeproducenter skal tilsætte det kunstige stof Bovaer til foderet til deres køer. Bovaer skal sikre, at malkekøernes klimabelastning bliver minimeret - altså sådan at de bøvser mindre.
- Det er helt vanvittigt, at vi med vores cirka 1,5 millioner malkekøer i Danmark skal tilsætte et sådant stof for at redde verdens klima, når verdens største mælkeproducerende land med over 2100 millioner mælkeproducerende køer ikke skal. Så skal det nok hjælpe, at vi putter kemi i vores 1,5 millioner køer, bare for at få Mette Frederiksens (statsministeren; red.) miljøtal til at passe sammen, lyder det stærkt ironisk fra den nordjyske mælkeproducent.
Han kalder det klimahysteri af værste skuffe og understreger i samme åndedrag, at hans udsagn ikke går mod mejeriselskabet Arla, men derimod de politikere, der har vedtaget reglen om tilsætning af Bovaer.
Opfordrer til støtte
Thorbjørn Thomsen har i en længere video på Facebook opfordret ikke bare landmænd, men også almindelige danske forbrugere til at møde op ved demonstrationen mandag eftermiddag ved Gigantium.
- Nu skal vi stå sammen. Og det er ikke bare mod Bovaer. Nu kommer der dieselolieafgift og afgifter på dit og på dat. De ved snart ikke, hvor de skal plukke os henne. Der er så mange ting, der skriger til himlen, lyder det fra malkekvægmanden i videoen.
I videoen omtaler han også den grønne trepartsaftale og dens indhold om blandt andet mere natur.
- Prøv at rejse jer fra jeres skriveborde. Jeg kan sige så meget, at jeg har aldrig oplevet, at vi har haft så meget natur, som vi har nu. Jeg kan også sige, at i forhold til kemi bruger vi intet i forhold til, da jeg var barn. Der sidder alt for mange djøffer derinde og kloger sig på alt muligt lort. De har aldrig prøvet at være ude i samfundet, lyder kritikken fra den nordjyske landmand, der altså tropper op med tre traktorer til demonstrationen mandag eftermiddag ved Gigsntium.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.