Fastfood-kæde bekræfter rygterne - åbner ny restaurant

Beboere og forbipasserende kan se frem til frisklavet mad i hyggelige omgivelser, fortæller kæden

Sunset Boulevard er snart klar til at udlevere burgere til nørresundbynitter. <i>Pressefoto</i>

Sunset Boulevard er snart klar til at udlevere burgere til nørresundbynitter. Pressefoto

AALBORG:For tre måneder siden kunne aalborg:nu afsløre, at der ville opstå et nyt butiksområde mellem Loftbrovej og Gammel Høvej i Nørresundby.

Industriområdet, der består af et Kvickly-varehus og tilhørende detailbutikker, ville nemlig ifølge planerne få naboer i form af en Jem & Fix-butik, en lynladestation fra Clever og muligvis også en Sunset Boulevard restaurant.

Dengang var Sunset Boulevard fåmælt i forhold til at sætte ord på rygterne.

- Hos Sunset Boulevard er vi altid på jagt efter nye gode lokationer, hvor vi kan sælge vores frisklavede burgere og sandwiches. Nørresundby er en spændende by, som vi har haft kig på, men intet er fastlagt endnu, sagde direktør for Sunset Boulevard, Jens Broch dengang til aalborg:nu.

Nu har piben fået en anden lyd. Fastfoodkæden kan nemlig meddele, at den åbner i Nørresundby.

- Vi har allerede to restauranter i Aalborg og har igennem længere tid gerne ville ekspandere vores forretning i Aalborg og omegn. Vi glæder os derfor ekstra meget til at invitere både gæsterne og medarbejderne indenfor i en helt ny restaurant og styrke vores netværk af restauranter i det nordjyske, siger Sunset Boulevards CEO, Jens Broch.

Nørresundbynitter må vente lidt endnu

Hvis munden allerede løber i vand, må man som nørresundbynit stille sulten med noget andet end Sunset Boulevard lidt endnu.

Vi skal nemlig først igennem sommeren, før den nye restaurant er klar til at slå dørene op, fortæller den administrerende direktør.

- Vi tror på, at et frisklavet måltid mad nydes bedst i hyggelige omgivelser, og her er vores nye restaurant i Nørresundby ingen undtagelse. Gæsterne kan glæde sig til en hyggelig atmosfære indrettet i den skandinaviske stil med danske arkitekttegnede møbler, og vi glæder os rigtig meget til at tage imod gæsterne, når vi åbner dørene til september, siger Jens Broch.

Selvom det er rart at blive tilgodeset, så er restaurantens placering ikke kun valgt for at tilgodese beboerne i Nørresundby.

- Restauranten ligger tæt ved motorvej E45 og E39. Netop placeringer ved motorveje eller ved trafikknudepunkter er attraktive for os og helt i tråd med vores ønsker for fremtidige placeringer af restauranter.

Sunset Boulevard åbner altså sin Nørresundby-restaurant i september i butiksområdet mellem Loftbrovej og Gammel Høvej.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.