Fejret af naboer og barnebarn: 82 årige Birte fik en glædelig overraskelse
Pernille Bruun syntes ikke, at farmor skulle sidde alene på sin fødselsdag
Opdateret 24. maj 2022 kl. 13:18
VESTBYEN: Corona-krisen får mange til at tænke i nye løsninger, når de skal fejre sig selv og deres nærmeste.
Det skete for eksempel på Henning Smiths vej i Aalborgs vestby, hvor Pernille Bruun torsdag fejrede sin farmor Birte Jeppesen på en ny og anderledes måde.
Birte, som har KOL og derfor ikke må gå ud af sin lejlighed, blev nemlig 82 år, og i den anledning havde Pernille delt løbesedler ud til alle lejlighederne i hendes boligforening i håb om, at naboerne ville være med til at synge for hende.
- Jeg har et meget, meget tæt forhold til min farmor. Og selvom jeg normalt bor i Købehavn, har jeg i denne tid rykket mit hjemmekontor til Aalborg, hvor jeg kan sidde hjemme hos mine forældre. Men jeg kan alligevel ikke besøge min farmor i hendes lejlighed, så det er en hård tid for hende, forklarer hun.
Derfor forsøgte Pernille at finde en anden løsning i forhold til at fejre sin farmors fødselsdag, og da bebyggelsen, hvor hun bor, har fået ny altaner, der sidder tilpas langt fra hinanden, lå løsningen ligefor.
- Jeg lavede simpelthen en bunke løbesedler og satte dem fast på dørene ind til de andre lejligheder for at høre, om nogen ville være med til at synge for hende. Og det ville langt de fleste heldigvis gerne, fortæller hun.
Pernille skønner, at der var mellem 30 og 32, som fulgte opfordringen, så opbakningen var massiv.
- Jeg tænkte, at det kunne sprede lidt glæde og måske også gøre, at der på sigt var flere, som lærte hinanden at kende, tilføjer hun.
Og missionen lykkedes. Birte fik sig en gevaldig overraskelse, som hun vil kunne leve højt på længe, og samtid var der også mange at naboerne, som blev stående lidt ud på altanerne og snakkede sammen bagefter.
- Jeg vil varmt anbefale andre, at gøre det samme. Der er jo desværre mange ældre, som må sidde alene i øjeblikket, og kan man hjælpe dem med at få et lidt større netværk, så flere passer på eller holder øje med hinanden, er det bestemt værd at overveje, understreger Pernille.
Hun var selvfølgelig også selv med til at synge fødselsdagssang, men det forgik fra p-pladsen foran Birtes lejlighed, så ingen blev udsat for unødig smitterisiko.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.