Ulovlige droner

Dronepiloter lukkede luftrummet - nu får de stor bøde

Erstatningskravet for at flyve for tæt på lufthavnen kan løbe op i mange, mange tusinde kroner

To mænd har fredag formiddag mistet deres droner, der er konfiskeret af politiet. Dronerne brød sikkerhedszonen til Aalborg Lufthavn.
To mænd har fredag formiddag mistet deres droner, der er konfiskeret af politiet. Dronerne brød sikkerhedszonen til Aalborg Lufthavn. Arkivfoto: Lars Pauli

Opdateret 25. oktober 2023 kl. 13:03

I sidste uge måtte luftrummet over Aalborg Lufthavn lukkes flere gange på grund af droner i sikkerhedszonen - fredag formiddag var den gal igen.

Denne gang rykkede Nordjyllands Politi hurtigt ud og kunne konfiskere droner fra to yngre mænd, der ydermere kan se frem til en bøde.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Vagtchef Morten Axelsen fra Nordjyllands Politi fortæller, at man sendte en patrulje mod det sted, hvor dronerne var i luften.

- På vej til stedet standser betjentene en bil, hvor dronepiloterne sad. Mændene oplyste, at det var dem, som havde fløjet med droner på stedet. De får konfiskeret begge droner på stedet og midlertidigt beslaglagt deres mobiltelefoner, idet de er tilkoblet dronerne. De kan desuden se frem til en bøde på i hvert fald fire cifre, siger han.

Dronepiloterne slipper endda billigt, oplyser vagtchefen.

- De her episoder, hvor luftrummet må lukke ned, kan resultere i, at fly, der skal til at lette, må vente på landjorden til der er fri passage - med forsinkelser til følge.

- Det kan også betyde, at fly der er på vej mod landingsbanen må vende om og sætte kursen mod en anden lufthavn. Dét er dyre manøvrer for et luftfartsselskab, og den regning kan de meget vel finde på at sende videre til den formastelige dronepilot, der så vil blive mødt med et civilt erstatningskrav på mange, mange tusinde kroner, siger Morten Axelsen i pressemeddelelsen.

Ser alvorligt på det

Morten Axelsen understeger, at man ser alvorligt på droner, der flyver inden for lufthavnens sikkerhedszone.

- Det er flysikkerhed det handler om her, og nedlukninger af luftrummet kan have store konsekvenser. Vi opfordrer kraftigt til, at alle orienterer sig i reglerne omkring droneflyvning og sætter sig virkelig godt ind i, hvilke områder man må sætte sin drone op i - og aldrig i nærheden af samfundsvigtige installationer, siger Morten Axelsen.

Lufthavnens sikkerhedszone har en radius på otte kilometer, sætter man en drone i luften inde i denne zone, eller overskrider den maksimale flyvehøjde i zonen for droner, så aktiveres lufthavnens varslingssystem.

Nordjyllands Politi henviser også til hjemmesiden droneregler.dk, hvor man kan se forbudszoner, der er etableret i Nordjylland.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden