Fire mænd anholdt for drabsforsøg
Der er nu i alt fem mænd, der er anholdt for et voldsomt knivstikkeri
Opdateret kl. 17:01
Nordjyllands Politi har onsdag anholdt fire mænd, som man mistænker for at stå bag et drabsforsøg.
Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
De fire mænd er mistænkt for at stå bag et overfald i Strubjerg i Nørresundby den 4. december kort før midnat, hvor en 33-årig mand blev stukket med kniv. Den 33-årige blev stukket adskillige gange - blandt andet i arme og ben, baller, mave og i hovedet.
Meldingen dengang var, at mandens tilstand var alvorlig, men stabil.
De anholdte mænd er på 26 år, 22 år samt to på 31 år, og har alle en tilknytning til det kriminelle miljø i Aalborg, oplyser politiet.
Tre af de fire mænd blev anholdt i Aalborg, mens den fjerde mand blev anholdt uden for politikredsen.
- Vores efterforskningsskridt har tilvejebragt et mistankegrundlag mod de fire personer, men af hensynet til vores videre efterforskningsarbejde og det forestående grundlovsforhør kan vi ikke udtale os yderligere, lyder det fra efterforskningslederen, vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi, Frank Olsen.
I forvejen er en mand varetægtsfængslet i sagen. Dagen efter overfaldet, der altså betragtes som et drabsforsøg, blev en 19-årig mand anholdt. Han har siden siddet varetægtsfængslet.
Politiet oplyser, at der vil blive afholdt grundlovsforhør i Retten i Aalborg torsdag morgen klokken 08.30. Om alle fire mænd bliver fremstillet i grundlovsforhøret fremgår ikke af pressemeddelelsen.
Flere sammenstød
Knivstikkeriet i december anses som det seneste af flere sammenstød mellem banderne GT og A12.
Siden august er konflikten mellem de to rivaliserende bander eskaleret voldsomt med flere knivstikkerier og to skudepisoder i det offentlige rum.
3. august blev en 31-årig mand fra A12 stukket ned i Nørresundby af personer med tilknytning til GT.
10. oktober kørte en bil med personer fra A12 så ind i området omkring Grønlands Torv, hvor de blev mødt af skud. To personer blev her såret.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.