Livsstil

Fitness-gigant lukker center i nordjysk by

PureGym - der opkøbte FitnessWorld - lukker ét af sine i alt 14 nordjyske fitnesscentre

Det er snart slut med tunge vægte i dette fitnesscenter. 
Det er snart slut med tunge vægte i dette fitnesscenter.  Kasper Palsnov/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 11:50

Det er snart slut med tunge vægte og lange løbeture i fitnesscenteret PureGym i Brønderslev.

Det skriver PureGym selv på deres hjemmeside.

- Dette center lukker desværre 31. marts, står der.

Meldingen om lukningen af PureGyms center i Brønderslev bekræftes yderligere af PureGyms pressesamarbejdspartner, Morten Huse Eikrem-Jeppesen, der er CEO for Pressconnect.

- Det har desværre ikke været muligt at skabe de rammer og muligheder, som vores medlemmer forventer i Brønderslev. Vi har derfor taget en strategisk beslutning om at lukke centeret.

Den britiske fitnesskæde PureGym opkøbte i 2019 FitnessWorld, der på daværende tidspunkt havde 170 fitnesscentre i Danmark. PureGym er i dag Danmarks største fitnesskæde.

Men snart bliver der et center mindre, når fitnesscenteret i Brønderslev lukker.

- I PureGym bestræber vi os hver dag på at levere den bedste træningsoplevelse til vores medlemmer samtidig med, at vi sikrer lønsomhed i driften. Vi kigger hele tiden på, hvor vi løbende kan forbedre og optimere driften i vores træningscentre over hele landet, uddyber Morten Huse Eikrem-Jeppesen.

Han oplyser samtidig, at det ikke er PureGyms plan at lukke andre fitnesscentre i Nordjylland.

Udover centeret i Brønderslev har PureGym fitnesscentre i Hjørring, Frederikshavn, Hobro og 10 centre i Aalborg.

Gå til relaterede emner

Forsiden