Alvorlig ulykke - bilist anholdt
Bilist mistænkt for spritkørsel, efter han ramte både bil og fodgænger

Bilisten kørte blandt andet hen over denne sti ved Byplanvej og Hellevangen. Foto: Jan H. Pedersen
Opdateret kl. 16.26 med nye oplysninger om den kvæstedes tilstand
AALBORG:En 53-årig mand fra Aalborg kom alvorligt til skade, da han blev påkørt af en bil nær vejkrydset Byplanvej og Hellevangen i Aalborg søndag ved middagstid.
Føreren af bilen, en 62-årig mand fra Aalborg-området, er anholdt og sigtes for spritkørsel, oplyser vagtchef Mads Hessellund fra Nordjyllands Politi.
Hellevangen var afspærret ved Byplanvej efter ulykken og blev først genåbnet ud på eftermiddagen.
En bilinspektør er tilkaldt for at få klarlagt, hvad der præcist skete.

Fotoet viser ulykkesbilistens slingrende rute ind i haven th. og ud over Hellevangen, hen over en græsplæne og en sti. Foto: Jan H. Pedersen
Politiet fik anmeldelse om ulykken søndag kl. 11.26.
Ifølge vagtchefen kom den 62-årige mand kørende ad Byplanvej, og det var tilsyneladende, da han ville svinge ind på Hellevangen, at han påkørte både en bil og fodgængeren - den 53-årige mand.
Ind i have - hen over sti
Fotos fra stedet viser, at den 62-årige mand først er kørt gennem en hæk ind i en have, derefter ud over vejen og ind over et grønt område og en sti. Under den slingrende tur blev både et skilt, en anden bil samt fodgængeren ramt.
Påkørslen af fodgængeren skete på stien på det grønne område, efter de foreløbige oplysninger politiet har.
Den 53-årige alvorligt kvæstede fodgænger er bragt til Aalborg Universitetshospital. De pårørende er underrettet.
Søndag eftermiddag oplyser politiet, at han nu meldes uden for livsfare.

Politiet afspærrede vejkrydset ved Hellevangen efter ulykken. Foto: Jan H. Pedersen
Den 62-årig bilist, der sigtes for spritkørsel, kom ikke noget alvorligt til ved ulykken.
Føreren af den anden bil, som blev påkørt, er med ambulance kørt til tjek på skadestuen, men skulle være sluppet fra ulykken uden alvorlige skader.
Den 62-årige bilist vil muligvis blive fremstillet i grundlovsforhør mandag, hvor politiet så vil kræve ham varetægtsfængslet. Blandt andet på baggrund af sigtelserne for spritkørsel og alvorlig legemsbeskadigelse.