Forårets store Hus & Have-messe i AKKC er aflyst
Aalborg Kongres & Kulturcenter har valgt af aflyse den store messe på grund af risikoen for coronasmitte
AALBORG: Som følge af corona-virussen og sundhedsmyndighedernes udmelding om risikoen for smitte ved større arrangementer aflyses forårets store Hus & Have-messe i Aalborg Kongres & Kultur Center, som skulle have fundet sted 27.-29. marts.
Det oplyser AKKC i en pressemeddelelse.
Da sundhedsmyndighederne i sidste uge meldte ud om smitterisikoen ved arrangementer med 1000 eller flere deltagere, valgte Aalborg Kongres & Kultur Center at tage bestik af situationen ved blandt andet at aflyse lørdagens store ståkoncert med de to 70’er-bands, Sweet og Slade.
For at dæmme yderligere op for den fortsatte smittefare har AKKC nu besluttet at aflyse dette års Forårsmesse, der skulle have løbet af stablen 27.-29. marts, da der er tale om en begivenhed, hvor flere tusinder deltager. Som et plaster på såret slår AKKC denne sommer, nærmere bestemt 28.-30. august, i stedet dørene op til en stor livsstilsmesse.
Administrerende direktør Nicolaj Holm oplyser, at der ikke er nogle aktiviteter i AKKC med over 500 deltagere i resten af marts måned.
Næste års udgave af Aalborg Kongres & Kultur Centers ordinære FORÅR Hus & Have-messe finder sted 12.-14. marts 2021.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.