Forbered dig på at synge med mundbind: Særlige regler i kirkerne juleaften
Det bliver igen i år julegudstjenester mærket af corona – flere kirker følger myndighedernes anbefaling og kræver, kirkegængerne har mundbind på, når de sidder i kirken

Har du planer om at tage til gudstjeneste juleaftensdag? Så husk coronapas og mundbind. Arkivfoto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo
AALBORG:Det kommer efterhånden næppe som nogen overraskelse, men coronasituationen får endnu en gang indflydelse på, hvordan kirkerne kommer til at afholde julegudstjenesterne, der plejer at være velbesøgte.
Ifølge Kirkeministeriet er der en række retningslinjer, der gælder frem til 16. januar. Retningslinjerne indeholder både arealkrav, mundbind indtil folk sidder ned, coronapas og opsættelse af informationsmateriale.
Men udover retningslinjerne er der også en række anbefalinger fra myndighederne, der helt specifikt er målrettet gudstjenesterne 24. december.
Det anbefales blandt andet, at kor- og kirkesangere står to meter fra hinanden, at der bør være fokus udluftning mellem gudstjenesterne, og at kirkegængerne beholder deres mundbind på – også når de sidder ned, og når de synger.
Anbefalingen om mundbind under hele gudstjenesten vil de følge i blandet andet Budolfi Kirke, fortæller domprovsten i Aalborg Budolfi Provsti, Jacob Køhn Andersen.
- Det har vi valgt, fordi det er Sundhedsstyrelsens anbefaling. Det er ganske vist kun en anbefaling, men nu får vi lov til at holde gudstjenester, der betyder meget for mange, mens andre lignende arrangementer lukker ned. Så synes jeg, vi står os bedst ved at følge de anbefalinger, der er, forklarer domprovsten, der til trods for sin stilling ikke kan bestemme, de andre kirker skal følge trop.
- Som så meget andet i folkekirken er det en lokal beslutning. Det er meldt ud fra biskoppen, og jeg har også meldt det ud til de sogne, jeg passer, at anbefalingen er, man følger anbefalingerne. Det indstiller vi helt klart, men det er selvfølgelig en lokal afgørelse.
Anderledes oplevelse
Selvom mundbindene igen er blevet en del af hverdagen, for eksempel i detailhandlen, så bliver det alligevel en anderledes oplevelse for domprovsten, når han i år skal prædike for en kirke, hvor alle sidder med mundbind.
- Så får vi prøvet det. Mundbind letter jo ikke kommunikationen. Selvom det under prædiken i udgangspunktet er meningen, det kun er præsten, der skal sige noget, så er der ikke desto mindre meget kommunikation via folks ansigter. Man ser jo på dem, der sidder og kigger. Så det kan være svært at finde ud af, hvad de tænker. Det er altid sværere at få et indtryk af folk, når man ikke kan se deres ansigter, forklarer domprovsten, der dog er særlig spændt på en ting.
- Jeg er mest spændt på, hvordan det kommer til at lyde, når man synger gennem mundbind. Men det må vise sig.
Brug sund fornuft
Domprovst Jacob Køhn Andersen kommer selv til at afholde gudstjenesten i domkirken kl. 16. Kirken har med de nuværende arealkrav plads til omkring 275 mennesker.
- Det er klart, vi vil stadig opfordre til, man forsøger at sprede sig en smule ud, så man ikke sidder lårene af andre, end dem man holder jul sammen med.
Hvordan har du det med at samle folk til gudstjeneste juleaftensdag med den nuværende smittesituation?
- Det har jeg det for så vidt udmærket med. Det er jo ikke mig, der vurderer, hvad der er fornuftigt eller ufornuftigt. Vi følger de anbefalinger, vi får, ligesom vi gjorde sidste år, da der var anderledes lukket.
Til trods for myndighederne har vurderet, gudstjenesterne kan gennemføres, skal man stadig bruge sin sunde fornuft, pointerer domprovsten.
- Det er altid en god idé at tænke sig om. Har man været tæt på nogen, der er blevet smittet inden for de seneste dage, så er det da altid en overvejelse værd, om man skal møde op eller udskyde det til senere. De overordnede regler dispenserer ikke for brugen af almindelig sund fornuft.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.